Fortsæt til indhold

Så sin egen cykel på Facebook - og inviterede politiet med til handlen

En 23-årig mand havde fået stjålet sin cykel, men endte med at finde den sat til salg på Facebook.

Samfund
ed

En 23-årig mand fra det nordlige Aarhus havde fået stjålet sin cykel. Tirsdag opdagede han, at den var sat til salg på Facebook Marketplace. Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Derfor aftalte den 23-årige mand at mødes med gerningsmanden for at få cyklen retur, hvorefter han kontaktede politiet og inviterede ordensmagten med til begivenheden.

Omkring klokken 17.00 mødte civilklædte betjente fra Østjyllands Politi derfor op på den aftalte parkeringsplads i Viby J sammen med den 23-årige anmelder. Herefter ankom en 21-årig mand med den 23-åriges cykel.

Politiet sigtede den 21-årige for hæleri og anholdte ham. Dernæst fik den 23-årige sin cykel tilbage, mens den 21-årige skulle ind til en nærmere afhøring på politistationen.

I salgsannoncen havde den 21-årige brugt et falsk navn. Østjyllands Politi opfordrer til, at man altid udviser stor forsigtighed, når man handler privat med fremmede på de digitale platforme.