Fire 'tilbud' får næsten en million kroner: »Det kræver investeringer«
I Aarhus bliver der snart endnu bedre mulighed for at nyde byen efter, at fire tilbud har fået en større donation.
Fire kulturtilbud i Aarhus kan se frem til at modtage samlet 945.000 kroner i støtte.
»Det gør mig glad, når vi har mulighed for at støtte byens gode kulturliv. Kulturen er limen, der binder byen sammen. Med denne pulje rækkes hånden ud til byens mange kulturfællesskaber, som skaber så meget glæde for os alle. Uden disse ildsjæle var Aarhus en fattigere by,« siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad.
De fire kulturaktører er Kulturbodega Bellis, Aarhus Volume, Kulbroens Venner samt Musikhuset og Bora Bora.
Erhvervs- og Kulturforum Aarhus har desuden besluttet, at projekterne overordnet skal have fokus på unge og positive fællesskaber.
I starten af april holdt de markante stemmer fra kultur- og erhvervslivet topmøde i Aarhus. Her blev det understreget, hvor rigt et kulturliv har stor betydning for både borgernes livsglæde og erhvervslivets evne til at tiltrække arbejdskraft. I alt var der samlet 300 aktører fra erhvervs- og kulturlivet.
»Det er inspirerende at være med i juryen for Kulturmedfinanseringspuljen. Jeg er meget imponeret over, hvor mange dygtige og kreative kulturfolk vi har her i Aarhus, der er med til at skabe så mange oplevelser for alle os andre,« siger Erling Sørensen, direktør i Spark Nord Aarhus.
En rapport, som Silverlinning Research stod bag, viste sidste år, at 78 procent af aarhusianerne oplever, at Aarhus i enten høj grad eller meget høj grad er en god by for dem.
»Det aarhusianske kulturliv er allerede en funklende stjerne, men det kræver fortsatte investeringer, hvis vi skal sikre, at disse lokale ildsjæle, der gør så meget for fællesskabet, kan brænde igennem,« siger Rabih Azad-Ahmad.