Der er rigtig mange gode grunde til at nyde jordbærrene lige nu, hvor den korte, årlige sæson netop er indledt. Jordbær minder mange af os om barndommens uskyld og om sommerferier med solskin og afslappet hygge. Sådan skal det være, for jordbær er nemlig både sunde og næringsrige. De strutter af C-vitamin, de er fyldt med fibre, og til gengæld er de fattige på kalorier. En særlig fordel ved jordbær er deres høje indhold af stoffet ellaginsyre, et stof, der blandt andet kan udvirke små mirakler for en træt hud. Der er mange gode grunde til at nyde de røde og søde bær.
Er jordbær superfood?
Jordbærret aspirerer til en plads i rækken af superfoods. Først og fremmest fordi jordbær rangerer blandt de 20 mest antioxidantrige og sunde frugter, vi kender til. De hjerteformede bær har nemlig et virkelig højt indhold af antioxidanter, herunder C-vitamin, hvor blot seks-otte bær tilfører mere C-vitamin end en appelsin. De indeholder også ellaginsyre og anthocyaniner, og alle disse komponenter hjælper hinanden med at reducere graden af oxidativt stress og inflammation i kroppen.
Intens jordbærspisning i studier er ligefrem blevet forbundet med lavere forekomst af både kræft og hjertekarsygdomme. Det skyldes primært kombinationen af fibre, C-vitamin og ellaginsyre, hvor særligt ellaginsyre også kan have kræfthæmmende egenskaber.
Blodsukkerbalancen og blodtrykket
Mennesker, der lider af type 2-diabetes har vist sig at kunne have gavn af at spise jordbær. De har blodsukkerregulerende effekt, særligt hvis de bliver spist med lidt mandler.
Det er i studier blevet påvist, at jordbær i alle mulige forskellige tilberedninger, såvel opvarmede, afkølede, ekstraherede og pulveriserede, forbedrer kroppens insulinfølsomhed og blodsukkerregulering. Jordbær styrker endda også endotelfunktionen og kan som en ekstra bonus sænke graden af inflammation.
Også godt for hjertet
De velsmagende bær indeholder også pænt høje koncentrationer af anthocyaniner, der er potente antioxidanter med blandt andet blodtryksregulerende egenskaber. De kan nemlig lindre eventuelle kredsløbsbelastninger og afhjælpe akutte ændringer i blodtrykket. Derfor kan økologiske jordbær med fordel indgå i enhver hjertevenlig madplan.
Det er nemlig væsentligt at være en særdeles opmærksom forbruger, når der skal købes jordbær, for danske konventionelle jordbær sprøjtes desværre en del, også med potentiel sundhedsskadelig kemi, der sidder alt for godt fast i den nubrede overflade. De er meget vanskelige, for ikke at sige umulige, at vaske af. Husk derfor at købe de økologiske jordbær, så du og dine kære roligt kan nyde de velsmagende og sunde bær, uden unødige sprøjtegifte. Du kan også med fordel vælge de faste, saftige og mellemstore bær, der er dybrøde og modne, for når bærrene først er plukket, så standser modningsprocessen.
Nyd de skønne bær
Vi har tradition for at spise jordbær enten med fløde eller mælk eller i form af jordbærgrød, men der findes mange andre skønne anvendelsesmuligheder for at supplere dine retter med jordbær. Prøv eventuelt den friske aspargessalat med jordbærdressing eller salaten med nye kartofler og grillede jordbær, eller hvad med en læskende jordbærsmoothie på en varm sommerdag? De fleste – børn som voksne – kan lide pandekager, så her finder du også opskriften på fantastiske pandekager med friske jordbær eller rå jordbærkompot. Du finder alle opskrifterne her.
Foto: Sara Galbiati
Anette Harbech Olesen fra Højbjerg har arbejdet med mad og sundhed i 23 år og har udgivet 40 bøger om emnet. Hun er uddannet i USA, hvor man har klare regler for, hvor meget af forskningen der må være industrielt støttet. Hun søger kombinationen af uafhængig forskning og livserfaringer i formidlingen af sin viden. Du kan hente mere inspiration her.