Forventer lange bilkøer: Her kan du rafle dig til billig benzin
Afhængig af, hvad terningerne viser, fratrækkes en rabat på bilisternes brændstof-køb.
Brændstofselskabet Go’on laver fredag 20. juni et event ved tankstationen i Hovedgaden 40 i Ulstrup.
I en pressemeddelelse skriver Go’on, at »der er udsigt til lange bilkøer.«
Kort sagt kan man nemlig mellem klokken 14 og 17 rafle sig til rabat på brændstof. Bilistens held bestemmer, hvor stor rabatten bliver.
»Vores eventkonsulenter har raflebægre og terninger med til eventet, og inden bilisterne tanker, har de mulighed for at slå med terningerne. Afhængig af, hvad terningerne viser, fratrækkes rabatten,« fortæller Katrine Møller-Juul Sørensen, salgs- og marketingskoordinator hos Go’on, i en pressemeddelelse.
Hun uddyber, at man er sikret en rabat på mellem 20 øre og 1,20 kroner alt afhængig af terningeslaget.
Hos Vaskehallen ved tanken er der ligeledes rabat på bilvask under eventet.
Desuden tager Go’ons eventkonsulenter gratis merchandise, vand og kaffe med til bilisterne.