Fortsæt til indhold

Jubilæumsfest med legesyge børn og hjertevarme minder i Høgeredens eventyrlige have

Henriette Madsen startede Høgereden i Kare som en midlertidig løsning, nu er det en anerkendt institution, der vægter det nære og hverdagens overraskelser.

Samfund

Junisolen bager, og himlen er høj sådan en torsdag i landsbyen Kare, hvor man kan prale af at have en privat daginstitution på 20. år. Høgereden er et privat pasningstilbud, der kan rumme op til 25 børn i alderen 10 måneder til skolestart.

Høgereden har til huse i Høgegården, som er en gammel firlænget gård i Kare. Den danner baggrund for meget hjemlige omgivelser for børnene med en skøn natur, der flittigt bliver inddraget, og hvor særligt den store gamle have danner grundlag for mange timers leg.

Henriette Madsen (tv.), daglig leder af Høgereden, i den store gamle have, hvor børnene tilbringer mange timer med leg og udforskning. Foto: Lars Norman Thomsen

Jubilæumsfest

Fredag 20. juni kl. 14.00 holder Børnehaven Høgereden i Kare 20-års jubilæum.

Det bliver en dag, hvor hele landsbyen samles for at fejre den lille institution, der har haft stor betydning for mange familier gennem årene.

Høgereden, som startede som en midlertidig løsning, er nu en veletableret og anerkendt institution, der pt. har 20 børn, men netop har stillet en driftsgaranti for 25 børn til Norddjurs Kommune.

Lige nu har Høgereden 5 vuggestuebørn og 15 børnehavebørn.

Der er syv ansatte, hvoraf kun to arbejder på fuld tid.

Hvordan startede det?

Daglig leder Henriette Madsen startede Høgereden 1. februar 2005 uden ambitioner om, at hun her tyve år senere skulle være leder af en privat daginstitution på 20. år.

Henriette Madsen tog initiativ til en lille privat børnepasning, da hendes egen datter, Ida, var lille.

Uden skyggen af tanke på, at det ville vare mere end tre år, indtil datteren skulle begynde i skole.

Men hurtigt begyndte interesserede forældre at kontakte hende, og pludselig havde hun 15 børn og to ansatte.

»Jeg blev godkendt til at have fem børn under fritvalgsordningen, bare indtil min egen Ida skulle i skole. Herefter var jeg så klar til at finde et andet job,« fortæller Henriette Madsen.

Men hurtigt begyndte interesserede forældre at kontakte hende, og pludselig havde hun 15 børn og to ansatte.

Vi har så rig mulighed for at kunne tage 4-5 børn og gå en tur, uden at det laver ravage i det hele.

Godkendelse og renovering

Efterhånden som tingene udviklede sig, bad Norddjurs Kommune Henriette Madsen om at foretage et valg: »Enten går du ned på ti børn eller også søger du om at blive godkendt som privat daginstitution?«

Henriette Madsen valgte i samråd med sin husbond det sidste.

De valgte at renovere stuehuset for mange millioner og søge godkendelse som privat daginstitution.

»Stuehuset trængte så meget til en kærlig hånd,« siger Henriette Madsen.

Renoveringen og godkendelsen sikrede Høgeredens fremtid og gav mulighed for at have op til 25 børn.

Det, der begyndte som et treårigt projekt, udviklede sig til at blive et hjertebarn for kvinden bag Høgereden.

Henriettes filosofi

Henriette Madsen, der nu er 55 og to børnebørn rigere, som også har deres hverdag i »mormors kolonihavehus«, har drevet Høgereden efter den sunde fornufts værdier.

Det er hverdagen, omsorgen, roen og at have tid til det enkelte barn, der er i fokus.

»Snakken, øjenkontakten og at kunne gå til og fra. Vi har så rig mulighed for at kunne tage 4-5 børn og gå en tur, uden at det laver ravage i det hele,« siger Henriette Madsen.

Omgangstonen er vigtig, og børnene lærer at være gode ved hinanden, behandle hinanden ordentligt og have respekt for hinanden, dyrene og naturen.

Det nære

Høgereden er meget personlig for Henriette Madsen.

Det mærker man tydeligt, mens hun fortæller og også tager sig tid til at tale med de børn, der kommer rullende forbi på en traktor eller lige kigger nysgerrigt på den mand, der er trådt ind i den dejlige have med gode legeredskaber, kravle- og gemmesteder.

Henriette Madsen og hendes mand bor lige ved siden af Høgereden.

Høgegården er en familiegård, som har været i familiens eje gennem generationer. Den ejes af Henriette Madsens mand og to af hans søskende.

Gården og jorden omkring bliver drevet økologisk som hobbylandbrug.

Høgereden lejer stuehuset på Høgegården.

Henriette Madsen og hendes mand udgør institutionsbestyrelsen. Sammen står de for den daglige administration. En forældrebestyrelse er forældrenes kobling til stedet og ledelse og medarbejdere. Bestyrelsen er initiativtager til mange aktiviteter i årets løb.

»Jeg har et arbejde, jeg holder meget af. Det er en livstidsstilling for mig, som det ser ud her tyve år efter,« siger den daglige leder.

»Jeg ser masser af fremtid i Høgereden. Så længe jeg har børn, familier og personale, der vil det, så fortsætter vi.«

Personalet nøje udvalgt

Personalet i Høgereden er nøje udvalgt.

»Vi er meget kritiske i forhold til personale, for når det er så lille et sted, er det hyre vigtigt, at der kommer de rigtige,« betoner Henriette Madsen.

»Man må gerne være meget selvstændig, for vi vægter meget højt, at man skal tage stedet til sig og skabe sin egen arbejdsplads,« forklarer hun.

Der er ikke så mange regler, og man skal have energien og lysten til at gå selv og få øje på mulighederne.

»Det handler om at se mulighederne. Man går selv i gang. Nu trænger græsset til at blive slået, eller nu trænger vi da til en fest.«

Meget bevidste

Forældrene vælger Høgereden meget bevidst. Nogle af dem er også villige til at køre langt for at få deres børn i den lille institution.

»Det er helt tydeligt, at forældrene er meget bevidste om deres valg. Vi siger gerne til nye forældre, at de skal kigge forbi først, før de beslutter sig. Det er vigtigt, at de mærker hverdagen og de værdier, som vi kerer så meget om og ikke giver køb på.«

Forældrene er involveret i børnehavens aktiviteter, men ikke urimeligt.

»Vi har nogle fantastiske forældre. De hjælper med kørsel, når vi skal til fødselsdage eller som forleden, hvor nogle af de store børn var på besøg på Gl. Estrup. Det er en forudsætning for, at vi kan komme ud af huset,« siger Henriette Madsen.

110 børn på 20 år I

de 20 år har Høgereden haft 110 børn under sine vinger.

»Vi har både landmandsbørn, bybørn og alternative forældre, så det er meget bredt,« smiler Henriette Madsen.

Hun roser samarbejdet med Norddjurs Kommune og PPR.

På Høgeredens hjemmeside kan man dykke ned i de to årlige tilsynsrapporter, der bliver lavet.

Der er ikke noget at komme efter.

»Vi har altid fået fine ord med på vejen, 7-9-13. Det håber vi fortsætter,« siger kvinden, der om nogen har været omdrejningspunktet i Høgereden i 20 år.