Drastisk fald i børnetal betyder silkesnoren til tre pædagoger
Tre pædagoger afskediges grundet drastisk nedgang i børnetallet i distriktet Hornslet øst, hjemsted for Mosegården.
Hornslet står over for en alvorlig udfordring med et markant fald i børnetallet. Det fører nu til afskedigelser blandt pædagogerne.
Konstitueret leder af dagtilbud i Syddjurs Kommune, Lene Fuglsang, bekræfter i en mail til Din Avis Syddjurs, at tre medarbejdere vil blive afskediget som følge af den drastiske nedgang i antallet af børn i området.
Fra marts til april er antallet af børnehavebørn i Hornslet Øst faldet fra 102 til blot 54. 1. april er traditionelt, der hvor de ældste børn skal videre i tidlig SFO i skolen for at lette overgangen til, at fra 1. august begynder i 0. klasse.
»Der er et markant fald i børnehavebørn. Der har været et håb om, at tilflytningen til Hornslet ville give flere børn til Hornslet Øst, men dette har ikke været tilfældet, og det er derfor nødvendigt med en tilpasning af medarbejderstaben til det aktuelle børnetal,« skriver Lene Fuglsang.
Tilpasning er et kommunalt buzzword for besparelser og afskedigelser.
Børnetal i Hornslet Øst
I Børnehaven Mosegården har der været en betydelig variation i børnetallet gennem året:
- Januar: 95 børn
- Februar: 100 børn
- Marts: 102 børn
- April: 54 børn
- Maj: 63 børn
- Juni: 66 børn
- Juli: 67 børn
- August: 71 børn
- September: 73 børn
- Oktober: 78 børn
- November: 80 børn
- December: 81 børn
På baggrund af disse tal har det været nødvendigt at skære i antallet af medarbejdere i Hornslet Øst med tre.
Lene Fuglsang forklarer: »Der er tale om 2 fra Børnehaven Mosegården og 1 fra vuggestuen Naturhaven. De berørte medarbejdere forsøger vi at hjælpe videre på bedst mulig vis. Flere af dem er blevet tilbudt samtaler i andre dagtilbud.«
Hele Hornslet
Afskedigelserne påvirker ikke de andre dagtilbud i Hornslet.
Her ser tallene for indskrivning således ud pr. dags dato:
Hornslet Øst:
- Vuggestue: 43 børn
- Børnehave: 66 børn
- Samlet børnetal: 109 børn
Hornslet Vest:
- Vuggestue: 27 børn
- Børnehave: 120 børn
- Samlet børnetal: 147 børn
Hornslet Syd:
- Vuggestue: 40 børn
- Børnehave: 65 børn
- Samlet børnetal: 105 børn
Ikke orienteret
Udvalgsformand Kirstine Bille (SF), Familie-, børne- og læringsudvalget, var ikke blevet orienteret om afskedigelserne, da Din Avis Syddjurs bad om en kommentar fra hende torsdag den 12. juni.
»Det var heller ikke noget tema på vores udvalgsmøde,« siger Kirstine Bille.
- Hvorfor er du og udvalget ikke blevet orienteret? Undrer det dig ikke?
»Det ved jeg ikke, om det gør. Det er jo sådan i vores kommune, at tallene i daginstitutionerne reguleres hver måned, mens det for skolernes vedkommende er tilfældet to gange om året,« siger Kirstine Bille.
»Der skal selvfølgelig være en klar tendens i tallene, før man skrider til afskedigelser. Men det er normal kutyme, at der bliver handlet, hvis der sker markante skift i børnetallet,« siger udvalgsformanden.