Fortsæt til indhold

Du taler med uld i munden, Niels Ole Birk

Samfund
Jens Waren LarsenMøgelbjerg 25 8500 Grenaa

Niels Ole Birk,

Når du frivilligt - antager jeg - påtager dig formandsposten for miljø- og teknikudvalget og årligt modtager et vederlag i størrelsen 400.000 kr., har vi som borgere i kommunen en klokkeklar forventning om, at du sætter dig grundigt ind i de påberåbte fejl og mangler vedr. udstykningen af Møgelbjerg i Grenaa. Og ikke blot sætter dig op på skødet af chefen for Vej- og ejendomme Kim T. Jensen og lader dig styre som en lydig bugtalerdukke.

Møgelbjerg er et kommunalt svigt, der kræver handling

Vi ved godt, at du kun er politiker og derfor ikke nødvendigvis har indsigt i lokalplaner og tekniske forhold omkring en byggemodning.

Netop derfor udarbejdede vi ABC-læsebogen Fakta-rapport om Møgelbjerg til dig og udvalgets øvrige medlemmer. Her redegør vi både sagligt og fagligt for vores kritikpunkter.

Rapporten er hverken svær at læse eller at forstå, men for at opnå indblik og forståelse kræver det selvfølgelig, at rapporten faktisk bliver læst. Ærlig talt virker det ikke til at være tilfældet.

Fakta i sagen er, at bæreasfalten på vej- og stiarealerne stod uden asfaltslidlag i henholdsvis 7 og 14 år. Ifølge Vejdirektoratets Vejregler for varmblandet asfalt er der tale om overskridelse af tidsfrister på henholdsvis 6 og 12 år.

De mange tvær- og langsgående revner i asfaltbelægningerne indikerer, at bæreasfalten med al sandsynlighed er hærdet op - fordi asfaltslidlaget netop ikke blev pålagt rettidigt.

Jens Waren Larsen er langt fra tilfreds med kommunens håntering af asfaltproblemerne på Møgelbjerg i Grenaa. Privatfoto

Du ved godt, Niels, at Norddjurs Kommune på opfordring fra Talsgruppen for Møgelbjerg rekvirerede Vejdirektoratet til at undersøge asfaltens tilstand – herunder udtage boreprøver til laboratorieanalyse.

Det er den eneste metode, der med sikkerhed kan fastslå, om bæreasfalten er hærdet op. Selvom boreprøverne indgik i Vejdirektoratets tilbud, valgte forvaltningen, at de alligevel ikke skulle udtages. Det kan kun skyldes, at forvaltningen vidste, at der var en reel risiko for, at bæreasfalten var hærdet op.

Fakta i sagen er også, at der ved kraftige regnskyl sker oversvømmelser af indkørsler, haver, haveskure og garager. Flere vejriste er placeret så højt i vejens trace, at regnvandet blot fortsætter forbi risten imod næste vejrist for til sidst at forårsage oversvømmelse.

Og der er ikke nogen systematik eller logik i den måde vejristene er placeret i vejens forløb.

Hvorfor er der 12 m imellem nogle vejriste og 67 m imellem andre vejriste - og hvorfor sidder en vejrist 0,3 m væk fra kantstenen? Vi har bedt om aktindsigt i projekteringen og kontrollen af anlægsarbejderne – men har ikke modtaget nogen dokumentation.

Jeg kan forstå på dit svar i Lokalavisen, at du ligesom chefen Kim T. Jensen stædigt fastholder, at alt på Møgelbjerg er i den skønneste orden og tåler dagens lys. Borgerne på Møgelbjerg er nogle uforskammede kværulanter, der uden grund tager sig den frihed at kritisere forvaltningen.

Skal Møgelbjerg betale for kommunens slendrian?

Vi tænker, at denne uhørte stædighed alene skyldes, at det vil koste Norddjurs Kommune i størrelsen 2 mio. kr. eller mere at udskifte asfaltbelægningerne på Møgelbjerg. Det er rigtig mange penge – også set i lyset af, at Norddjurs Kommune i deres anlægsbudget for 2025 kun bruger i alt 10 mio. kr. på asfaltarbejder i hele kommunen. Hvis Kim T. Jensen erkendte, at der er sket fejl og mangler i byggemodningen af Møgelbjerg, vil han tabe ansigt overfor jer politikere og fremstå som en chef, der ikke har kompetencerne i orden. Det kommer selvfølgelig aldrig til at ske – selvom det også er fakta.

På Venstres hjemmeside kan man læse, at du som politiker vil arbejde for, at »borgerne skal mødes med ordentlighed, dialog og kommunen skal altid være løsningsorienteret.«

Vi konstaterer, at det er ord, der er meget langt fra virkeligheden.