Fortsæt til indhold

Midsommer med kanonbrag og politisk refleksion

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen holder båltale på Fregatten Jylland ved årets Sankt Hans arrangement.

Samfund

Når midsommeren fejres 23. juni, bliver det med både musik og politisk kant i Ebeltoft.

Fregatten Jylland inviterer til en intens sankthansaften ved fregathavnen med koncert, fællessang, kanonbrag – og båltale af vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

Politisk aktualitet i historiske rammer

Sankthansbålet er traditionelt stedet, hvor båltaleren sætter ord på tidens stemninger og udfordringer.

I år falder den i en tid, hvor Europa præges af krig i Ukraine, oprustning og debat om national sikkerhed. Med baggrund i netop disse udfordringer holder vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen årets båltale ved Fregatten Jylland.

At netop Fregatten Jylland – en militærhistorisk kulturarv – danner ramme, giver aftenen en særlig betydning.

»Til sankthans samles vi om bålet til en aften med hygge og reflektion. I år glæder jeg mig til at tale på Fregatten Jylland – et symbol på vores fælles historie og styrke. Verden omkring os er urolig, men her står vi sammen – med stolte traditioner i ryggen og en vilje til at passe på det, vi har kært,« siger Troels Lund Poulsen.

Aften for hele området

Som traditionen byder, ønsker Fregatten Jylland at samle hele lokalområdets faste beboere og fritidsbeboere og alle gæster fra området, som kommer til Ebeltoft Vig for at fejre midsommeren.

Sankthansarrangementet var i 2024 en stor succes, hvor over 2.000 gæster deltog. I år forventes det, at arrangementet vil tiltrække mindst lige så mange.

»Når verden føles urolig, er det godt at vi har traditioner, som samler os om det, der er værd at kæmpe for og holde fast i. Derfor er det også en kæmpe fornøjelse, at vores forsvarsminister vil komme forbi Fregatten Jylland og være med til at dele en helt speciel aften sammen med os,« siger Fregatten Jyllands direktør, Anne-Marie Dohm.

Bossa nova med et brag

Efter båltalen tændes midsommerbålet i Ebeltoft Vig med kanonsalut, og festlighederne fortsætter med livemusik leveret af Trubaduren & hans Rockband, der tidligere har spillet samba, bossa nova og jazz for fulde huse på havneområdet.