Ny melding fra Kongelunden: AGF-stadion kan blive forsinket
Der er knas i tidsplanen for det meget omtalte nye stadion i Kongelunden.
AGF-chefer, byrådsmedlemmer og helt almindelige aarhusianske fodboldfans kunne nok godt trænge til en positiv nyhed om Aarhus’ kommende fodboldstadion i Kongelunden.
Dette er ikke en sådan nyhed.
I stedet lyder det i en pressemeddelelse fra Kongelundens Sekretariat, at det milliarddyre stadion kan blive fire måneder forsinket.
Den mulige forsinkelse skyldes ifølge hovedentreprenøren A. Enggaard mangelfuldt projektmateriale samt mangelfuld jordhåndtering.
Ambitionen er at indhente noget af den tabte tid ved at »optimere tidsplan og fremdrift yderligere.«
»Den hidtil aftalte afleveringstermin hedder ultimo december 2026. Det fælles mål er fortsat at kunne tage banen i brug til Superliga-sæsonen marts 2027,« står der i pressemeddelelsen.
Byggeledelsen skal nu vurdere den varslede forlængelse af tidsfristen og kravet om økonomisk godtgørelse.