Fare for metalstykker i ost: Den er solgt i hele landet
På grund af en produktionsfejl tilbagekalder mejeriet og Fødevarestyrelsen ostene.
Der er risiko for metalstykker i en ost fra Thise Mejeri.
Derfor kaldes den tilbage.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om Thise Ravost 200 gram, der er produceret 7. januar 2025. Ostene er stemplet med ’bedst før’-datoerne 6. juli og 14. juli 2025.
Produktet er solgt i Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen/DagliBrugsen og 365discount butikker i hele landet.
Det er en produktionsfejl, der er baggrunden for risikoen for metalstykkerne.
»Metalstykker udgør en potentiel sundhedsrisiko, da der kan opstå skader i mund, svælg og mave-tarmkanalen,« skriver Fødevarestyrelsen, der råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt eller at kassere det.
»Hvis du har spørgsmål til symptomer, skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen,« lyder det videre.