Fortsæt til indhold

Ny vuggestue på vej

Den nye vuggestuegruppe får plads til 13 børn.

Samfund

Opdateret: Vuggestuens lokaler er færdige til september, men Randers Kommune forventer først, at børn kan starte i institutionen fra oktober.

En ny vuggestuegruppe er på vej i den nordøstlige del af kommunen - nærmere bestemt i Havndal Skole og Børneby.

På det seneste møde i Børne- og Familieudvalget frigav politikerne 1,58 millioner kroner, som skal bruges på at ombygge et lokale, der i dag bruges til børnehave.

Der er ikke hentet konkrete tilbud, men kommunens forvaltning vurderer, at ombygningen kan klares for det afsatte beløb.

Vuggestuegruppen kommer til at kunne rumme op til 13 børn, men det er muligt at udvide med flere pladser, hvis det på et tidspunkt skulle blive nødvendigt.

Det skal der laves

Vuggestuebørnene kommer til at sove lur i et tidligere depot- og omklædningsrum, der ligger ved børnebyens motorik- og tumlesal

Derudover skal der blandt andet etableres garderober og nye branddøre, bærende konstruktioner skal sikres, og der skal ske brandsikring af lokalerne inklusiv brandalarmringsanlæg.

Ombygningen starter, når skolebørnene går på sommerferie, og så står lokalerne klar til de første vuggestuebørn fra oktober.

Etableringen af en vuggestue kommer ikke til at gå ud over antallet af pladser i børnehaven - der vil stadig være plads til 40 børn.

Det er planen, at børnehaven i fremtiden skal anvende nogle af de lokaler, som i dag bruges af sfo’en. For at det kan lade sig gøre, skal toilettet i området renoveres. Der kommer også en ny dør i facaden, som giver adgang til børnehavens legeplads.