Fortsæt til indhold

Kæft, trit og relationer: Ny bog giver forældre redskaber til børns trivsel

På Familieskolen er både børn og deres forældre på skolebænken for at lære at håndtere livets bump.

Samfund

Der er en nærmest hjemlig stemning på Sdr. Fælledvej 7 i Auning.

Her holder Norddjurs Familieskole til, og egentlig er lokalerne ret daginstitutions-agtige, men de røde sofaer og de indrammede tegninger på væggene og ikke mindst de små malerier hele vejen rundt langs kanten af loftet fremhæver den hjemlige følelse.

Energien løftes dog mest af de tre ”faste” beboere i form af familievejlederne Helle Rosenløv, Pernille Wieland og Nete Fisker.

De har tydeligvis noget på hjerte. De har faktisk rigtig meget på hjerte gennem deres arbejde med at styrke børns trivsel. Så meget, at de nu er aktuelle med bogen ’Kæft, trit og relationer - om børns trivsel og livsduelighed’, hvor de tre familievejledere har samlet deres erfaringer og viden fra Familieskolens 17-årige eksistens. Den skal udstyre endnu flere forældre med redskaberne til at støtte deres børn.

Derfor først lidt om Familieskolen.

Opbygger tiltro

Familieskolen er et frivilligt tilbud, som henvender sig til børn fra 0. til 6. klasse, som har brug for udvikling for at trives bedre i skolen og derhjemme.

Faktisk er det først og fremmest et tilbud til forældrene. Det er i høj grad også dem, der er på skolebænken i det omkring 18 uger lange forløb, hvor børn og forældre to gange om ugen mødes i lokalerne på Sdr. Fælledvej.

»Vores fineste opgave er at klæde forældrene på til at hjælpe deres barn. Det er dem, der skal ændre vaner og prøve nye ting, som skaber nye muligheder for barnet. Forældre er vant til, at man kun mødes med lærerne i skolen eller pædagoger i sfo’en, og så taler man om barnet. Det her er et anderledes tilbud, hvor man samarbejder i praksis og ser hinanden i nogle forskellige situationer, hvor det kan være svært,« forklarer Pernille Wieland, Nete Fisker og Helle Rosenløv.

Trioen bladrer hurtigt op på en side i bogen og viser en tegning af en vulkan.

Et billede på den indre frustration, som børn, der ikke trives, kan bære rundt på. Op ad vulkanens sider er der en række ventiler, som kan aktiveres med de rette strategier.
Altså et billede på, at børn og forældre med de rette redskaber kan undgå et vulkanudbrud.

På skoledagene i Familieskolen kan det netop være eksempler som dette, der arbejdes med.

»Vi vil gerne gøre det meget konkret over for børnene, at de faktisk har nogle handlemuligheder, og samtidig vise dem, at der er voksne omkring dem, så de ikke står med det selv,« fortæller de tre familievejledere og uddyber.

»Børn kan hurtigt få det syn på sig selv, at jeg er jo ham, der altid bliver sur og løber væk, og så er det det, barnet kommer til at tro om sig selv. Derfor lægger vi vægt på en positiv tilgang, hvor vi opbygger tiltro til, at børn kan gøre noget andet. Når vi fortæller børn, at ’ej, hvor var det godt, det du gjorde i dag’, så får de lyst til at prøve det igen, og de voksne begynder lige så stille at kunne minde deres børn om, at de har muligheden for at trække et andet kort, end de plejer.«

Pædagogisk pis

Bogen ’Kæft, trit og relationer - om børns trivsel og livsduelighed’ indeholder teorier om blandt andet mentalisering, hjernens funktioner og børns behov for at føle sig set og forstået. Alt sammen skrevet, så alle kan være med.

»Vi har krydret det hele med cases og tegninger, så forældre kan spejle sig i situationerne og få konkrete idéer til, hvordan de selv kan handle,« fortæller trioen fra Familieskolen.

Det understreger samtidig en anden vigtig pointe i deres daglige arbejde.

Familieskolen er et tilbud til alle familier uanset social baggrund.
Det er nemlig ude i de almindelige skoler, at kontakten til Familieskolen bliver etableret, når lærerne registrerer, at et barn mistrives, hvorefter forældrene orienteres om tilbuddet.

»Vi møder mange - måske især fædre - der første gang kommer og spørger til, hvad det er for noget pædagogisk pis, men lynhurtigt får de skuldrene ned, fordi de opdager, at alle kan være med her, og det hjælper deres børn og dem selv. Vi ser forældre få en fornyet tro på, at de kan hjælpe deres barn, og det gør hele forskellen,« lyder det fra familievejlederne.

Trivsel handler om modstand

Det er de budskaber, Helle Rosenløv, Pernille Wieland og Nete Fisker har kogt ind i deres bog, så de forhåbentlig kan nå ud til flere end dem, som bliver visiteret til et forløb med Familieskolen.

Bogen henvender sig til både forældre og bedsteforældre, men også pædagogisk personale samt alle mulige andre omsorgspersoner, som har berøring med et barn, der mistrives.

Trivsel er det altoverskyggende tema, men vejen til trivsel er det vigtige.

Derfor er begrebet ’livsduelighed’ gennemgående som en rød tråd i bogen. For trivsel handler ikke om at være glad hele tiden.

»Trivsel er at kunne klare sig, også når noget er svært. Børn skal lære at stå imod i modgang, og det skal vi som forældre hjælpe dem med. Det arbejde handler ikke kun om at skabe glade stunder, men også om at ruste børn til livets bump på vejen. At turde prøve, fejle og rejse sig igen,« forklarer familievejlederne.

’Kæft, trit og relationer - om børns trivsel og livsduelighed’ udkom på Gads Forlag 12. juni og er dermed kulminationen på to års intenst arbejde, som familievejlederne har lagt i bogen.

De mange års erfaringer og viden er således også sikret for eftertiden, og det har også været en lettelse for trioen.

Familieskolerne har tidligere været udbredte i landets kommuner, men efterhånden som spareknivene har været fremme, er der blevet færre og færre af dem.

I Norddjurs Kommune har Familieskolen også flere gange figureret i sparekatalogerne op mod budgetlægningen.

»Vi har været så tæt på, at vi er blevet varslet fyret, men hver gang er vi blevet reddet af høringssvar fra forældre, som har oplevet værdien. Det er vi stolte af,« konstaterer Nete Fisker, Pernille Wieland og Helle Rosenløv.

»Men vi kan jo ikke blive ved for evigt, og vi vil gerne give vores viden videre, så den kan leve videre i forældre og fagfolk.«