Han var med til at skrive avishistorie på Djursland

Da Hans Thordrup 15. september 1950 som 25-årig blev ansat som redaktionssekretær på Dagbladet Djurslands redaktion i Grenaa, var det Danmarks mindste avis. Der var 250 abonnenter, og det gjorde ikke økonomien bedre, at 30 af dem var gratister og af en eller anden grund mente sig fortjent til at holde avisen uden at betale. Oplaget var ikke større, end at det dagligt kunne køres fra trykkeriet i Randers til Grenaa på en motorcykel.

Men han kendte opgaven. Oplaget skulle i vejret, hvis avisen skulle have en fremtid. Og han vidste, at avisens ejer, Randers Amtsavis, var klar til at give ham redaktørstillingen på avisen i Grenaa.

I dag ryster man på hovedet over at høre, at Hans Thordrups forgænger som redaktør delte sin arbejdstid mellem en selvstændig revisionsforretning og avisen, men som man siger i dag - det var andre tider.

Søndag 29. juni fylder han 100 år - og om nogen har han da fortjent at komme i avisen. For opgaven i Grenaa lykkedes. Allerede det første år blev oplaget fordoblet - og siden hen gik det endnu bedre. Kontor og redaktion blev besat med dedikerede medarbejdere, der med en mere end energisk Hans Thordrup i spidsen, dagligt kæmpede for at lave landsdelens bedste avis og have de bedst skrevne og fleste nyheder. Der blev råd til at oprette redaktioner i Ebeltoft, Rønde og Kolind. Og til at oprette den eneste ugeavis, som dækkede hele Djursland - Djurslandsposten.

Nåede ikke 10.000

Da det gik bedst, var Dagbladet Djurslands oplag tæt på at runde et oplag på 10.000 eksemplarer. Man manglede kun et par hundrede i at passere det magiske tal - men man nåede det ikke. Og siden gik det tilbage. Dog ikke på katastrofal vis, og oplaget var på 5500 eksemplarer, da den nye ejer, Århus Stiftstidende 31. oktober 2001, besluttede sig for at sige farvel til 88 års avisdrift i form af Dagbladet Djursland. I dag offentliggør de danske dagblade ikke deres oplag - gæt selv hvorfor - men mange ville være himmelhenrykte for et oplag på over 5000.

Hans Thordrup levede de første otte år af sit liv på Djursland. Han blev født i Allingåbro, hvor hans far arbejdede som trafikassistent for statsbanerne, men familien flyttede til jernbaneknudepunktet Fredericia, hvor der var bedre muligheder for at avancere. Der var for mange års udsigt til, at stationsforstanderen i Allingåbro ville forlade stillingen.

I Fredericia blev Hans student i 1945 fra Fredericia Gymnasium - og han var af sin dansk- og historielærer blevet opfordret til at blive journalist. Men det var ikke let at finde en elevplads, som det hed dengang. Man lærte faget i mesterlære på en avisredaktion - og der var kamp om pladserne. Især hvis man ikke var i familie med en inden for faget.

Svært at finde læreplads

»Mens jeg havde læseferie inden studentereksamen, tog jeg rundt og besøgte forskellige aviser, fordi jeg gerne ville i gang hurtigt. Men der var ikke noget at gøre nogen steder. Jeg kendte ikke nogen. Jeg ville gerne have været elev på Fyns Stiftstidende, men der var 102 ansøgere til stillingen. På Kolding Folkeblad prøvede jeg også, og her var feltet mindre med 56 ansøgere at kæmpe med. Så tog jeg til Ærø, hvor der var 28, der havde søgt - og jeg fik jobbet,« husker Hans Thordrup, mens vi sidder i hans stue på Augustenborggade på Langenæs i Aarhus og nyder kaffe og kage.

Hertil flyttede han sammen med hustruen Inge, som han mistede i 2018 efter 70 års samliv, efter mange år i Grenaa, fordi de gerne ville tættere på datteren Marianne, der snart kan sige farvel til arbejdslivet som lektor på Aarhus Tandlægeskole. Og her - enten i sit eget hjem eller i den fælles dagligstue, der hører til bebyggelsen - læser han dagligt papirudgaverne af Jyllands-Posten, Politiken, Århus Stiftstidende og Kristeligt Dagblad.

Hans Thordrup nåede i de unge år at arbejde som elev på to aviser på Ærø - først på Ærø Folkeblad og siden på Ærø Avis.

Hvad var det for nogle aviser dengang?

»Folkebladet var en Venstreavis og Ærø Avis konservativ. Og der var også en radikal avis. Folkebladet kom i 1400 eksemplarer, Ærø Avis i 900 og den radikale i 700. Alle tre med eget trykkeri. På hver avis var bemandingen en redaktør og en elev. Og Fåborg Socialdemokrat havde også et kontor på øen.«

Så der lærte man at få noget fra hånden?

»Du kan tro, at det var tider. Men jeg kunne ikke tænke mig bedre læreplads overhovedet. Jeg spillede på det lokale fodboldhold, hvor der også var et par af avisens typografer, som spillede, så på den måde fik jeg gode kammerater. Efter et stykke tid blev jeg af idrætsforeningens formand spurgt, om jeg ikke kunne overtage jobbet som træner for klubbens håndboldpiger. Og det sagde jeg ja til. Formanden vidste godt, at jeg som journalistelev ikke havde en stor indtægt. Tværtimod. Så det lunede, da jeg som håndboldtræner tjente to kroner i timen.«

Det var også økonomi, der mere eller mindre spillede ind i, at Hans Thordrup søgte til en anden avis under uddannelsen.

»Da jeg kom til Folkebladet, sagde redaktøren, at jeg skulle møde klokken 21 hver aften og skrive boganmeldelser. Det ville jeg ikke, for jeg havde så rigeligt haft mine timer på avisen med at skrive mine egne artikler. Så vi kom lidt på tværs fordi jeg hellere ville skrive mine anmeldelser på det værelse, jeg havde lejet. Der var så en pige, som anbefalede, at jeg skiftede til Ærø Avis, for der arbejdede hun. Og hun anbefalede mig til redaktøren, der ringede til mig og tilbød mig jobbet. Men han fortalte ærligt, at avisen ikke havde råd til at have en elev, så jeg fik min løn i det fiskerøgeri, som han ejede og drev ved siden af redaktørjobbet. Han ejede også to skibe, som sejlede levende ål til København. Avisen var kun hans hobby, men han var en fremragende journalist og kunne det hele. Så der hentede jeg min løn hver den første i måneden - sådan var det.«

Kom til Randers

Som udlært havde Hans Thordrup et kort mellemspil på Fredericia Dagblad, og her så han, at der var blevet en stilling ledig på Randers Amtsavis.

Han søgte den, men fik ikke stillingen. Den gik til Ole Høeg, der senere forlod journalistikken for at blive rejseleder i Rom, hvor han bosatte sig og skrev en stribe kriminalbøger, inden den genre voksede sig meget, meget større.

»Ole var fra Ørsted, og jeg havde kendt ham fra barndommen. Men der viste sig en mulighed i Randers kort tid efter, for de havde haft en elev, som havde spurgt om fri mellem nytår og havde fået et nej. Men han tog til Næstved alligevel - og mødte ikke på jobbet i Randers. Så avisen meddelte ham, at han ikke skulle komme tilbage - og så var der en plads til mig fra 15. januar 1947. Nogle gange går det lidt kringlet til.«

Kringlet kan man også godt sige, at det gik for sig, da den unge journalist i Randers blev forlovet - med en datter af en bagermester. For da det skete, havde han ikke set sin tilkommende.

»Nej, det er rigtigt. Men Inge havde set mit navn i avisens spalter, og en dag ringede hun til mig og friede. Det var skuddag i 1947, og den dag har kvinder ret til at fri til en mand. I Randers var traditionen, at hvis manden sagde nej, skulle han købe 12 par Randers-handsker til kvinden. Det havde jeg ikke råd til, så jeg sagde ja. Men min svigermor var ikke tilfreds med det valg, hendes datter havde taget. Hun havde sagt til hende, at der var tre slags mennesker, som de ikke ville have ind i familien. Tjenere, fordi de drak. Skuespillere, fordi de var fattige. Og så journalister, fordi de både drak og var fattige. Så jeg var ikke særlig velkommen fra begyndelsen, og vi skulle meget ondt igennem. Inge blev således sendt til Västerås, som var venskabsby til Randers. Her var hun i huset hos en kontorchef, og senere skaffede han hende en plads på et kontor. Så jeg måtte aflevere hende i Aalborg Lufthavn, men da hun kom hjem til jul, meddelte hun sin mor, at hun ikke tog tilbage til Sverige og nu ville leve et liv på egne betingelser. Så fik vi lov at blive ringforlovet og senere gift i Randers, da vi fik egen lejlighed.«

Videre til Grenaa

Det blev til tre og et halvt år i Randers, inden tilbuddet kom om at tage til Grenaa og arbejde for Dagbladet Djursland, som Randers Amtsavis ejede. Forinden havde der været følere og jobtilbud fra Politiken, som udgav Idrætsbladet og havde noteret sig, at Hans Thordrup havde styr på sporten i Randers, og også fra Århus Stiftstidende.

Det var Preben Elmenhoff Winge, efterkommer af avisens stifter, hvis familie ejede den konservative Amtsavisen, der nok havde hørt, at andre var ude efter Hans Thordrup - og derfor gav ham chancen i Grenaa, hvor Dagbladet Djursland hørte under Randers Amtsavis.

»Jeg fik et tilbud, jeg ikke kunne afslå. Jeg blev med det samme udnævnt til redaktionssekretær, og det var dengang, det jobskifte var noget værd og kunne ses på lønsedlen. Der blev ansat to på kontoret til at sælge abonnementer, og så ansatte jeg en stribe ambassadører eller meddelere, om man vil, i byerne i landsdelen. De havde så til opgave at følge med i, hvad der skete af stort og småt og så ringe det ind til os, så det kom i avisen. Jeg satsede på at få så meget sport med, som muligt. Vi havde alle sportsresultater, og de bedste hold i rækkerne fik også kampreferat med målscorere i avisen. Sådan noget gav selv de mindste byer en identitet - og i en by som Nørager med mange ivrige sportsfolk steg antallet af abonnenter fra otte til 24 på bare en uge. Sport sælger,« slår Hans Thordrup fast.

Eller solgte må man nok sige, for i dag satser ikke mange aviser på sportsstoffet, som man regner med, at læserne orienterer sig om andre steder i mediejunglen.

Da han kom til Grenaa i 1950, var Venstreavisen Grenaa Folketidende størst med 4000 abonnenter, Aarhus Amtstidende nummer to med 1600 - udelukkende i oplandet - og den socialdemokratiske Demokraten solgte 700 eksemplarer dagligt. Århus Stiftstidende fik aldrig succes i Grenaa trods flere forsøg på at etablere sig.

»Vi konkurrerede på nyheder. Hver sten skulle vendes. Grenaa var i udvikling, især på havnen, hvor Thorbjørn Christensen fik stor succes som fiskeeksportør, men det fandt de andre aviser aldrig ud af at dyrke. Kom der et spændende skib ind i havnen, var det bare med at komme ombord og få en historie ud af det.«

Mødte Nixon i Grenaa

For eksempel hørte han en formiddag i radioen, at den daværende vicepræsident - og senere præsident - Richard Nixon skulle holde tale ved den dansk-amerikanske fest i Rebild 4. juli. I radioen blev det fortalt, at Nixon havde frabedt sig at flyve fra København til Aalborg. Han ville i stedet opleve Danmark ved at køre i bil, og så kunne Hans Thordrup godt regne ud, at han så skulle sejle fra Hundested til Grenaa med færgen. Så han ringede til færgen og bad om et interview med Nixon - og da færgen kom i havn, fik han 20 minutter sammen med vicepræsidenten, inden turen gik videre nordpå.

»Det var et spændende møde med en velbegavet og vidende mand, fuld af humor,« husker han.

Og en efter en forsvandt konkurrenterne. De kunne ikke hamle op med Dagbladet Djurslands Hans Thordrup og det hold, som han havde sat sammen. Han forstod, at efter tiden med partiaviser, var man nødt til at åbne spalterne for alle. Han stillede store krav til sine medarbejdere, men levede man op til dem, var der gode muligheder for at udfolde sig og fuld opbakning fra chefkontoret. Mange elever prøvede sig af i Grenaa. Lærte faget fra bunden, at stå til ansvar for det, der blev skrevet, og at omgås levende mennesker. Mange kom videre til større aviser og andre medier efter at være vokset med opgaven i Grenaa.

Du er jo heldig at have oplevet en tid i avisbranchen uden nedskæringer og de talrige fyringsrunder, som efter din tid har præget branchen. Du har kun været med til at udvide.

»Ja, det har været en stor lykke. Heldigvis kom jeg ikke til at opleve nedturen.«

Hvis jeg nu siger, at du har slidt og slæbt for din avis. Været med til at bygge den op. Gør det så ikke ondt at se, hvad der er sket siden, og at Djursland mistede sin dagbladsdækning. Det er jo lige før, at man til sidst kunne køre med oplaget på en motorcykel igen?

»Jo - det har du da fuldstændig ret i. I dag kan jeg se på det udefra, men der var nogle, der ikke fornemmede, hvad der skulle til på Djursland. Jeg kan ikke sige, at jeg havde den rette opskrift til at imødegå udviklingen, men der skete indimellem ting og sager, som ikke burde ske. Det var helt galt, da man fusionerede Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis. Og da Århus Stiftstidende på den måde fik hånd- og halsret over Dagbladet Djursland, så kappede man snoren til Randers Amtsavis. Det var en stor fejl at lade Dagbladet Djursland blive en del af Århus Stiftstidende. Lige så sindssygt, som da man besluttede sig for at blive morgenavis - og distributionen slet ikke var på plads. Mange fik den forkerte avis - og det var tusindvis af abonnenter, som hurtigt sagde farvel. Der sad de forkerte mennesker på posterne - og de troede, at man på Djursland kunne gøre lige som man havde gjort i Aarhus.«

Det gjorde ondt

Men det har ikke gjort dig til en bitter mand?

»Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg har haft min tid. Men det gjorde ondt på mig i et læserbrev at læse om, at journalisterne på Djursland ikke længere kom ud efter mørkets frembrud. Som et eksempel på, at avisen ikke længere betjente landsdelen godt nok. Det var ikke rart. Og jeg måtte ryste på hovedet, da redaktionen en dag meddelte, at læserne ikke skulle tro, at avisen ville skrive om alt, hvad der blev ønsket bragt. Det er direkte ødelæggende på den måde at smide folk ud. Henvendelser fra læsere skal man tage imod med kyshånd.«

Når jeg nu fortæller dig, at på de fleste aviser er der i dag lavet manualer om, hvad man skal skrive om - og hvad man absolut ikke skal skrive om - hvad tænker du så?

»Det er helt forkert. Jeg tror, jeg skal glæde mig over, at jeg havde fornøjelsen af selv at bestemme, mens tid var. Man må aldrig sende læsere forgæves ud af døren.«

Så i dag er du glad for, at du stoppede, da du fyldte 60 år?

»Ja. Jeg så i ånden, at det ville komme til at gå en anden vej, men jeg havde ikke drømt om, at det ville gå så hurtigt - heller ikke for Dagbladet Djursland. Jeg så muligheden om sammen med min hustru at leve et andet liv.«

Blandt andet blev der endelig tid til at dyrke interessen for at sejle i egen båd ud for Grenaa. Det var der ikke timer nok til i døgnet, da han var aktiv i læsernes tjeneste.«

Så Hans Thordrup tog imod tilbuddet om at blive valgt til distriktsguvernør i Rotary International for 49 klubber i Nordjylland og på Færøerne. Rotary-nålen havde i mange år været en fast bestanddel af hans jakke. Han har været præsident for Grenaa Rotary Klub, hvor han nu er æresmedlem, og han har været formand for Rotarys Hjælpearbejde i Danmark.

Så dagen efter afskedsreceptionen på Hotel du Nord i Grenaa, tog han imod valget, var på kursus i USA og besøgte så samtlige 49 klubber, som han stod i spidsen for. Tjente så de næste ti år af sit liv Rotary-organisationen og mødte en masse mennesker.

Det må gøre lidt ondt på dig at se, at Grenaa ikke længere er i stand til at stille med de samme nøglepersoner som tidligere til en klub som Rotary. Byen har ikke længere sin egen politimester, postmester, stationsforstander og dommer.

»Ja, det er da rædselsfuldt og forfærdeligt. Retten er flyttet til Randers, og for Grenaa har der været en skidt udvikling, når man fratager byen sin identitet. På samme måde er det når en avis forsvinder. Så er der ikke længere noget at støtte sig op af. Den udvikling har været streng at iagttage, og jeg har ikke støttet den.«

100 års fødselsdagen fejrer Hans Thordrup med familie og gode venner på Langenæs i Aarhus, hvor han nu har boet i 11 år. Her er han med til fællessang en onsdag hver måned. En aktivitet som hans lillesøster styrer. Hun bor i blokken ved siden af - og er 93 år. De må have gode gener i den familie.