Fortsæt til indhold

Ny kampagne: Hvad efterlader du til fremtiden?

Skal fremtidens arkæologiske fund være tomme sodavandsdåser, cigaretskod og engangsemballage?

Samfund
sra

Er det historien om rustne sodavandsdåser og forurenende cigaretskod, der skal præge vores tids eftermæle, når det kommer til de fund, fremtidens arkæologer skal gøre?

I samarbejde med Museum Østjylland har Randers Kommune lanceret kampagnen ’Eftermæle’, der stiller det tankevækkende spørgsmål: hvad efterlader du til fremtiden?

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

»Jeg ved, at der er rigtig mange, der er gode til at rydde op efter sig og bruge skraldespanden, men jeg ser stadig engangsplastik og andet skrald efterladt i by-, park- og naturmiljø, og vi kan også måle det i kommunens affaldsrapporter. Det vil vi gerne ændre,« siger Frank Nørgaard (D), der formand for Teknik- og Miljøudvalget, i pressemeddelelsen.

Hvert år bliver der i Danmark smidt flere hundrede ton skrald langs vejene og i naturen. Fortsætter det, kan fremtidens arkæologiske fund bestå af skrald.

En trist repræsentant

Den vigtigste opgave for Museum Østjylland er at bevare fortidens fund - men ikke for enhver pris.

»Vores arbejde handler om at bevare og formidle fortiden. Kampagnen rammer en vigtig pointe: hvad vi smider i dag, kan ende som fremtidens fund. Og det siger jo noget om, hvem vi er. Museum Østjylland viser til daglig smukke og meningsfulde fund frem - fra oldtidens guld til hverdagsliv i middelalderen. En rusten energidrikdåse ville i sandhed være en trist repræsentant for vores tid,« siger museumschef på Museum Østjylland, Jesper Bækgaard.

Blandt andet derfor bakker han op om kampagnen.

Indsatsen består blandt andet af en række avisannoncer og plakater sat op rundt om i kommunen.

»Vi ønsker at sætte tankerne i gang. Har vi virkelig lyst til at udstille tomme, rustne dåser ved siden af Auningkvinden? Med kampagnen håber vi at kunne starte en samtale og i bedste fald at medvirke til at flere tager skraldet med sig under armen, så fremtidens fund ikke bliver pap og plastik,« siger Frank Nørgaard.