Fortsæt til indhold

Grenåvej spærres – se her hvornår

Det skal ny asfalt på en lang strækning, og det betyder, at vejen lukkes helt for trafik fra klokken 18.

Samfund
ceb

Dele af Grenåvej i Randers skal have ny asfalt. Det betyder, at vejen i perioder spærres.

Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.

Arbejdet sker fra 24. juni til 4. juli. Det vil blive udført om aftenen og natten, hvor der vil være afspærringer. Beboerne i området kan også forvente støjgener.

I dagtimerne bliver der ikke arbejdet og strækningerne kan passeres med forsigtighed.

Parker væk fra din bolig

Arbejdet starter som sagt 24. juni. Her vil man affræse den eksisterende asfaltbelægning ved krydset mellem Grenåvej og Århusvej. Herfra arbejder man sig op til krydset ved Kristrup Engvej og videre til den modsatte side af krydset ved Nyhavnevej og Clausholmvej.

I de dage, hvor asfaltarbejdet finder sted på Grenåvej, vil strækningen være helt afspærret i tidsrummet klokken 18-6. Det betyder, at det i denne periode ikke vil være muligt at benytte vejen til at komme til eller fra sin bolig.

Randers Kommune anbefaler, at du følger den midlertidige skiltning, som vil være opsat i området. For at lette arbejdet og sikre asfaltarbejdernes sikkerhed opfordres beboere desuden til at parkere i de omkringliggende gader.

»Dette er nødvendigt for at sikre, at arbejdet kan udføres effektivt og under forsvarlige forhold,« står der i pressemeddelelsen.