Fortsæt til indhold

Borgmester i kødet på nabokommune: »Tilliden er væk«

Tilliden til, at undersøgelse er uvildig og giver retvisende resultater, er væk.

Samfund
csj

»Randers-undersøgelsen af Nordic Waste-sagen har udviklet sig på en måde, som ikke bygger på åbenhed og ordentlighed. Derfor betragter jeg heller ikke længere undersøgelsen som uvildig.«

Sådan siger borgmesteren i Favrskov Kommune, Lars Storgaard, i en pressemeddelelse.

Pressemeddelelsen kommer som en reaktion på en artikel i Randers Amtsavis 14. juni:

»Her fremgår det, at borgerrådgiver Jesper Cortes sammen med advokatfirmaet bag Randers-undersøgelsen af Nordic Waste-sagen ønsker, at den endnu en gang bliver udskudt. I samme artikel udtaler borgerrådgiver Jesper Cortes, at ’det er eksterne aktører, der beder om udsættelse, ikke Randers Kommune’,« skriver Favrskov Kommune i sin pressemeddelelse, hvortil Lars Storgaard reagerer:

»Hvem det er, Jesper Cortes henviser til, ved vi ikke, men jeg kan afvise, at det er Favrskov Kommune, der har bedt om udsættelse. Tværtimod har vi svaret hurtigt, når vi er blevet spurgt.«

Favrskov Kommune reagerer også på, at formålet med undersøgelsen har ændret karakter undervejs:

Nu handler det ikke længere udelukkende om, hvorvidt Randers Kommunes tilsyn med Nordic Waste var sket i overensstemmelse med gældende ret og havde en forventet faglig kvalitet. Derimod handler den nu også om Favrskov Kommunes, Region Midtjyllands og Miljøstyrelsens ageren og myndighedsansvar.

»Jeg må ærligt sige, at det overrasker mig meget, at den undersøgende advokat nu pludselig skal undersøge forhold i Favrskov Kommune – uden at vi er blevet varslet af Randers Kommune. Det er ikke ordentligt. Undersøgelsens resultater kan derfor ikke bruges, som det formodentlig var hensigten,« siger 2. viceborgmester i Favrskov Kommune, Isabell Friis Madsen, i en pressemeddelelse.

Favrskov Kommune har, ifølge borgmester Lars Storgaard, samarbejdet åbent og konstruktivt med den undersøgende advokat, men tilliden til undersøgelsen er altså nu væk:

»Som vi ser det, så kan Randers-undersøgelsen – og de resultater, som den undersøgende advokat kommer frem til – ikke længere betragtes som uvildige og heller ikke retvisende for handlingsforløbet omkring Nordic Waste-skandalen.«