Her er legepladsen det lokale forsamlingshus: Tiltrækker børnefamilier til lille landsby
Landsby med 200 indbyggere har fået stort tilskud til at renovere legeplads, så den kan blive ved med at være attraktiv for småbørnsfamilier.
Mange landsbyer har et forsamlingshus, der fungerer som byens samlingssted. Det har de ikke i landsbyen Lyngå ved Hadsten, hvor der bor omkring 200 mennesker. De har til gengæld en legeplads, der i praksis fungerer som byens forsamlingshus. Her mødes børn og voksne til leg og hygge, og der holdes børnefødselsdage i bålhytten. Legepladsen har sin egen årlige fest og er også centrum for det årlige påskeløb og den årlige byfest med meget mere.
»Legepladsen er virkelig et trækplaster for mange,« siger Ruth Davis Kring, formand for borgerforeningen i Lyngå.
Formanden og hendes mand flyttede til landsbyen for seks år siden. De bor lige overfor legepladsen og har to små børn, der benytter legepladsen flittigt.
»Da vi flyttede til, var der ikke så mange småbørnsfamilier, men der er sket et generationsskifte fra sølvbryllupspar til børnefamilier. De bliver tiltrukket af at bo i et lokalsamfund, der holder mange aktiviteter og har Bidstrupskoven i baghaven. Mange af tilflytterne kan godt lide at gå, løbe og cykle, og her kommer de lidt tættere på naturen end i en by. Og så får man jo også mere hus for pengene end i Hadsten,« siger borgerforeningen formand.
Smitter af på byen
Legepladsen er dog ved at være nedslidt, og nogle redskaber er ifølge formanden decideret farlige. Derfor arbejder borgerforeningen og foreningen Legepladsens Venner med at give den efterhånden 25 år gamle legeplads et gevaldigt ansigtsløft.
»Vi ønsker at blive ved med at være attraktiv for småbørnsfamilier. Hvis legepladsen begynder at se træs ud, smitter det af på byen, og folk får ikke lyst til at bo her. Det er ligesom, hvis husene begynder at se skidt ud.«
Planen er at lave et legerum til de helt små og et legeområde til de lidt større, så der er noget for en bredere aldersgruppe. Derudover ønsker man et opbevaringsskur til borde, stole og byens flagalle, der i dag er opmagasineret hos private. Skuret skal indrettes med udebar, så det også bliver et lækkert område at opholde sig i som alternativ til bålhytten, der selv trænger til et nyt tag.
Blod på tanden
Borgerforeningen og venneforeningens planer for legeplads-projektet er på cirka 420.000 kroner. De har selv samlet penge ind plus fået tilsagn fra fonde, og derudover har man søgt Landsbyrådet i Favrskov Kommune om 367.000 kroner til den resterende finansiering.
Landsbyrådet har bevilget 150.000 kroner til projektet, som man nu vil gå i gang med.
»Vi havde ikke forventet at få hele beløbet og er meget tilfredse med det flotte bidrag fra Landsbyrådet. Det giver blod på tanden og betyder, at vi nu kan komme i gang. De fleste af legeredskaberne kan udskiftes for 150.000 kroner, og så vil vi søge fonde til det resterende,« siger Ruth Davis Kring.
Ifølge borgerforeningens formand bliver det nemmere at søge fonde, når først man har fået en stor pose penge fra kommunen, da det kommunale tilskud fungerer som en slags blåstempling af projektet.