Fortsæt til indhold

Milliardentreprenør politianmelder interne økonomiske uregelmæssigheder

Entreprenørvirksomheden Jorton har indgivet en politianmeldelse efter regnskabsaflæggelsen

Samfund
Citathistorie: Licitationen

En stor del af det massive underskud på 149 millioner kroner før skat hos Aarhus-entreprenøren Jorton kan henføres til det, som bestyrelsesformand Claus Berner Nielsen kalder for ”økonomiske uregelmæssigheder”.

Det skriver Licitationen.

Hvad uregelmæssighederne dækker over, vil bestyrelsesformanden ikke forklare i detaljer. Men han bekræfter, at der er indgivet en politianmeldelse.

»Jo mere, jeg fortæller om, hvad vores kraftige formodninger er, jo lettere bliver det at gardere sig mod det. et vanskeliggør også de igangværende eksterne undersøgelser,« siger han.

Licitationen har talt med Claus Berner Nielsen i kølvandet på nyheden om, at Jorton og Hustømrerne fremover samles under selskabet JBH Entreprise A/S. Sammenlægningen kommer efter, at de to selskaber har massive problemer med svigt, økonomi og processer.

Ifølge bestyrelsesformanden er politianmeldelsen i Jorton ikke rettet mod enkelte personer.

»Der er ikke sat navn på politianmeldelsen. Der er indgivet en politianmeldelse med en beskrivelse af forholdene.«

Claus Berner Nielsen påpeger, at der ikke er kunder involveret i økonomiske uregelmæssigheder.

»Det er foregået på Jortons side,« siger han.

Så der er forsvundet penge ud af Jorton, som skulle være blevet i selskabet?

»Ja. Det er der. Det er bestemt vores formodning.«

Hvor stor beløbet er, kan han ikke sige præcist.

»Det er stort millionbeløb.«

Taler vi 10 millioner eller 100 millioner?

»Vi snakker ikke 100 millioner. Vi kan ikke vide det helt nøjagtigt, fordi det er kraftige formodninger. Det, jeg kan sige, er, at det er stort millionbeløb. Det føler vi os overbevist om.«