Ansatte får 16 millioner kroner i bonus med juni-løn
15.000 medarbejdere i Salling Group får en bonus med juni-lønnen.
Med juni-lønnen følger en hilsen og et ekstrabeløb til medarbejderne i Salling Group med hovedkvarter i Brabrand.
Salling Fondene uddeler således gratiale til både nuværende og tidligere medarbejdere, som har været ansat i en fireårig sammenhængende periode fra 2021-2024.
16 millioner kroner i alt, kan det blive til, og de fordeles blandt Salling Groups 15.000 medarbejdere i Danmark, Tyskland og Polen. Det bliver i gennemsnit til lidt over 1.000 kroner pr. medarbejder.
»Deres store indsats og engagement er afgørende for, at vi kan blive ved med at forbedre indkøbsoplevelserne for vores kunder og investere i innovative og bæredygtige løsninger,« siger formand i Købmand Ferdinand Sallings Mindefond og administrerende direktør i Salling Group, Anders Hagh, i en pressemeddelelse.
»Det er takket være dem, at vi kan give en del af vores overskud tilbage til samfundet. Derfor er det med stor glæde, at vi igen i år kan anerkende deres indsats ved at give en del af overskuddet direkte tilbage til dem, der bidrager til at skabe det.«
I alt uddeles mere end 16 millioner kroner fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond, som blev stiftet i 1957 af Salling Groups grundlægger, købmand Herman Salling.
Købmand Ferdinand Sallings Mindefond blev blandt andet stiftet med et formål om, at en del af fondens midler skulle tilfalde virksomhedens medarbejdere, hvad enten man er ansat i en Netto, føtex, Bilka, på et hovedkontor eller en logistikterminal.