Fortsæt til indhold

Tidsmaskine til fortiden: Djurslands Jernbanemuseum

Et nostalgisk museum i Ryomgård, der fortæller jernbanens historie og samfundets udvikling gennem tiden.

Samfund

Djurslands Jernbanemuseum på Museumsvej i Ryomgård er et nostalgisk lille museum, der har sin base i den historiske og fredede gamle remisebygning. Her udstilles tog og vogne, der fortæller historien om en tid, hvor jernbanen spillede en afgørende rolle i samfundsudviklingen. Museet har budt sommeren velkommen og er klar til at fortælle om jernbanens historie til både store og små.

I det charmerende museum kan besøgende gå på opdagelse i fortiden og opleve, hvordan jernbanen formede både personbefordring og godstransport i lokalområdet og videre ud i verden. Udstillingerne giver et indblik i jernbanens betydning og udvikling gennem tiden, og de gamle tog og vogne vækker minder til live hos både unge og gamle. Djurslands Jernbanemuseum er ikke blot et sted for de nostalgiske sjæle, men også et vindue til fortiden, der åbner op for forståelsen af, hvordan jernbanen har været en bærende kraft bag samfundets udvikling.

Passion for jernbaner

Museet drives af en dedikeret gruppe frivillige. Disse entusiaster arbejder flere gange om ugen på museet, hvor den mangeårige modelbane fortsat får sin bekomst. Det er de frivilliges passion og indsats, som gør museet til en spændende og dynamisk oplevelse for alle besøgende.

En af disse frivillige er Theo W. Berkhoudt, formand for Djurslands Jernbanemuseum, som har været aktiv på museet i over 10 år. Theo W. Berkhoudt, pensionist og uddannet kemiingeniør med bopæl i Haarup, deler sin omfattende viden om jernbaner med museets gæster. Museet har oplevet en stigende interesse fra folk, der ønsker at bidrage til museets samling med både genstande og historier. Dette gør arbejdet endnu mere spændende og giver mulighed for at udvide og forbedre udstillingerne.

Djurslands Midtpunkt

Da jernbanen kom til Ryomgård, lå der kun en håndfuld huse og et teglværk ved stationen. Det var i 1870’erne. Strækningen Randers-Grenaa åbnede i august 1876, og Århus-Ryomgård kunne indvies i december 1877. Der var tre tog dagligt i hver retning. Det var signalet til det, der hurtigt udviklede sig til en by og anno 2024 er Djurslands Midtpunkt.

Djurslands Jernbanemuseum opererer med et årligt budget på 200.000 kroner. Syddjurs Kommune bidrager med 30.000 kroner, mens yderligere 50.000 kroner kommer fra klubtilskud fra Dansk Jernbaneklub. Resten af budgettet dækkes gennem salg af bøger og entréindtægter.

Djurslands Jernbanemuseum gør ikke meget stads af sig selv, og det er synd, for det yderst velholdte og fine museum er en oplevelse for hele familien. Museet holder åbent onsdage, torsdage, lørdage og søndage fra kl. 10:00 til 16:00 i perioden fra 1. juni til og med 31. august. Resten af året er der kun åbent for grupper og selskaber.