Dronning Margrethe støtter Verdensballetten på det solgule slot
Majestæten bidrager med 75.000 kr. til ballet og opera, der hylder H.C. Andersen.
Når Verdensballetten vender tilbage til Møllerup Gods den 12. juli, er det med støtte fra Dronning Margrethe.
Det er ikke første gang, at Majestæten støtter forestillingen; flere gange har Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond – med Dronningen selv for bordenden – doneret beløb, som har været med til at gøre forestillingen mulig.
Således også i år, hvor fondens bestyrelse på et møde 28. maj på Fredensborg Slot valgte at støtte forestillingen med 75.000 kr.
Gennem årene har Dronning Margrethe – og også Prins Henrik – været flittige gæster til Verdensballettens forestillinger.
I 2014 var Prins Henrik med på det kunstneriske hold, da han skabte lydbilledet til en ny pas de deux, som fik titlen ”Côte à côte” (side om side), efter et digt, som Prins Henrik havde skrevet til Dronning Margrethe.
Prinsen indtalte selv digtet, og balletten fik sin uropførelse på Møllerup Gods med regentparret blandt publikum og med en glad Prins Henrik, der kom på scenen og modtog stående applaus fra publikum efter forestillingen.
Hyldest til H. C. Andersen
Når Verdensballetten 12. juli gæster Møllerup Gods, er det med kunstnere fra fem af verdens mest berømte balletkompagnier på plakaten. Programmet byder på klassisk ballet, moderne dans og helt ny koreografi skabt specielt til dette års forestilling, bl.a. – en hyldest til H. C. Andersen for at markere, at det i år er 150 år siden, han døde.
Det er den danske solodanser og koreograf Tobias Praetorius, der har skabt den nye ballet – en pas de troi med dansere fra English National Ballet og fra Den Kongelige Danske Ballet.
Tobias Praetorius har flere gange arbejdet sammen med Dronning Margrethe, bl.a. da de sammen skabte balletten Klods Hans til Tivolis Pantomimeteater.
Det var også Tobias Praetorius, der i 2022 skabte forestillingen ”Palæerne Danser” til Amalienborg – fire balletter, en til hver af Amalienborgs palæer.
Forestillingen blev vist på TV2, og både Dronning Margrethe og Prinsesse Benedikte var med i planlægningen.
Det gule slot
Forestillingen på Møllerup Gods er blevet til i tæt samarbejde med Familien Gamborg.
Scenen bygges med hovedbygningen, det gule slot, som den historiske baggrund.
Publikum sidder på ridebanen på nummererede pladser, og der er rig mulighed for at spise både før og efter forestillingen.
Der er showtime klokken 18.