Fortsæt til indhold

Næsten syv års indflyvning er slut: Ny præst gør klar til landing

Efter seks år uden fast præst ser Kolind, Ebdrup og Skarresø sogn frem til stabilitet og ny energi med Emilie Louise Nielsen som ny sognepræst.

Samfund

Efter en lang periode uden fast præst kan Kolind, Ebdrup og Skarresø sogn endelig glæde sig over at byde velkommen til Emilie Louise Nielsen som ny sognepræst.

Emilie Louise Nielsen, der fylder 32 år den 10. juli, tiltræder officielt den 1. juli og flytter ind i den nyrenoverede præstebolig på Fasanvej 2 sammen med sin kæreste, Hans Ole Munkgaard, og deres lille dreng.

Efter næsten syv års ventetid får Kolind Kirke en ny præst. Der er indsættelsesgudstjeneste 6. juli. Arkivfoto

Hvem er hun?

Emilie Louise Nielsen er født og opvokset i Hjortshøj og har læst teologi på Aarhus Universitet.

Hun afsluttede sin uddannelse på pastoralseminariet i december 2020 og har siden arbejdet som sognepræst og kirkebogsfører ved Arnborg og Fasterholt kirker, som ligger sydvest for Herning i Viborg Stift.

Hun ser frem til at komme tættere på sin hjemegn og til at starte et nyt kapitel i Kolind.

»Der er ikke det, jeg ikke glæder mig til,« siger hun smilende, mens hendes dreng skiftevis pludrer og hoster i baggrunden.

»Lydhørhed og det at mærke stemningen og folk vil være min indgang til at være ny præst. Jeg kommer ikke med en køreplan, men vil lytte og lære. Jeg glæder mig helt vildt, også til at få en kollega, Susanne Hjørlund, med stor rutine og viden,« siger Emilie Louise Nielsen.

Luftens Helte

Emilie Louise Nielsens kæreste, Hans Ole Munkgaard, er professionel musiker og kapelmester i det næste 20 mænd og kvinder store bigband, Luftens Helte, som er kendt for deres energiske optrædener med Disneymusik.

Bandet har netop givet koncert i Tivoli Friheden.

Luftens Helte har base i Aarhus, hvilket også gør flytningen til Kolind ideel for familien.

»Jeg kender en del til Syddjurs, hvor der mange steder er en dejlig natur. Den glæder vi os til at bo i,« siger Emilie Louise Nielsen.

Store forventninger

Formand for menighedsrådet, Simon Kjær, glæder sig til at byde Emilie Louise Nielsen og hendes familie velkommen.

»Jeg er sikker på, at det bliver godt. Vi er mange, der glæder os til at få en fast præst efter så mange år uden. Vi har store forventninger til Emilie, men nu skal hun lige have lov til at lande først og finde sig til rette.«

»Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige kæmpe tak til Mette Bach, der har vikarieret som præst. Hun har gjort det meget flot og fortjener ros for sin indsats og sit engagement. Jeg ved, at rigtig mange er enige med mig,« siger Simon Kjær.

Indsættelsesgudstjeneste

Biskop Henrik Wigh-Poulsen indsætter Emilie Louise Nielsen i præstembedet ved en gudstjeneste i Kolind Kirke søndag 6. juli. Foto: Lars Salomonsen

Der er planlagt en indsættelsesgudstjeneste i Kolind Kirke den 6. juli, hvor Emilie Louise Nielsen officielt vil blive budt velkommen som ny sognepræst.

Biskop Henrik Wigh-Poulsen vil forestå indsættelsen, ligesom mange af Emilie Louise Nielsens kommende kolleger rundt om i sognene i Syddjurs Provsti sikkert dukker op for at hilse på og ønske pøj-pøj.

Hvorfor næsten syv år?

Emilie Louise Nielsen afløser den populære sognepræst Anne Kirstine Langkjer, der gik på pension i oktober 2018 efter 37 år som præst i Kolind.

Siden da har kirkerne haft skiftende vikarer.

Det har ikke været muligt at fastansætte en afløser for Anne Kirstine Langkjer, fordi praksis sædvanligvis er, at man skal kunne stille en indflytningsklar bolig klar til en ny præst og familien.

Anne Kirstine Langkjer måtte før sin pensionering fraflytte Kolind Præstegård, der var blevet ramt af skimmelsvamp - den uvelkomne gæst, der aldrig tager hjem.

For ikke igen-igen at trætte med den lange saga, hvor nogle var fortalere for en nedrivning, mens et politisk flertal truede med at vedtage en bevarende lokalplan, hvis menighedsrådet gjorde alvor af at søge nedrivningstilladelse.

Siden blev der arbejdet på at renovere præstegården, men historien endte med, at enes om at sætte den til salg og købe en bolig til præsten og sætte den i stand.

Summa summarum: Kolind, Skarresø og Ebdrup har fået en ny præst.