Fortsæt til indhold

Den gamle journalisthøjskole står foran en 95 millioner kroner dyr overhaling

»Rigtig mange mennesker har bidraget og lagt tid og kræfter i at udvikle det, der nu skal realiseres, og jeg er glad for, at de får den anerkendelse,« siger Anne Thorø Nielsen, skoleleder for FO-Aarhus.

Samfund
am

95 millioner kroner skal bruges til at forvandle den tidligere journalisthøjskole på Olof Palmes Allé til et, nyt socialt samlingspunkt i Skejby.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra FO-Aarhus, som står bag ombygningsprojektet.

De mange millioner kommer dog fra Nordea-fonden, og målet er at lave den gamle journalisthøjskole – også kendt som ”Bunkeren” – om til et »åbent, inkluderende og bæredygtigt kultur- og fællesskabshus, hvor borgere, foreninger, kunstnere, erhvervsliv og udsatte grupper får rammerne til at mødes, skabe og deltage,« lyder det i pressemeddelelsen.

»Kulturhus Bunkeren bliver Margrethebjergs sociale samlingspunkt. Vi drømmer om at skabe et sted, der bliver ramme for kultur, fællesskaber, forenings- og fritidsliv, og som bliver en central aktør i den kommende bydel, som mødested for områdets beboere og borgere i hele Aarhus. Vi er utroligt glade og stolte over opbakningen fra Nordea-fonden. Rigtig mange mennesker har bidraget og lagt tid og kræfter i at udvikle det, der nu skal realiseres, og jeg er glad for, at de får den anerkendelse,« siger Anne Thorø Nielsen, skoleleder for FO-Aarhus.

Foto: Thomas Emil Sørensen

Det er også de mange »gode, frivillige kræfter«, som uddelingschefen ved Nordea-fonden fremhæver i forbindelse med overrækkelsen af det store millionbeløb:

»Det ligger et stærkt lokalt engagement og en masse gode, frivillige kræfter bag udviklingen af Kulturhus Bunkeren i Aarhus. Hos Nordea-fonden er vi stolte af at støtte transformationen af den tidligere journalisthøjskole til et nyt levende mødested, der kommer til at byde på en masse spændende foreningsaktiviteter og sociale arrangementer,« siger Christine Paludan, uddelingschef i Nordea-fonden og tilføjer:

»Ambitionen med Kulturhus Bunkeren er, at vi får et centralt samlingspunkt for hverdagslivet i den nye bydel Margrethebjerg i Aarhus. Den ikoniske bygning kommer til at danne ramme for nye fællesskaber, foreningsliv og folkeoplysning – for en meget bred og mangfoldig gruppe af borgere.«

Den gamle journalisthøjskole på Oluf Palmes Allé i Aarhus indefra. I dag holder den til på Katrinebjerg. Arkivfoto: Marie Ravn

Område i vækst

Aarhus Kommunes helhedsplan for Margrethebjerg vil på sigt skabe plads til tusindvis af nye beboere – og her bliver Bunkeren et naturligt samlingspunkt.

Aarhus byråd afsatte ved seneste budgetforlig 10 millioner kr. til projektet, der får en samlet ramme på 131 millioner kr., når man regner finansieringen fra EU-projektet Imperfect City med.

Derfor er der også jubel i byrådssalen.

»I takt med at Aarhus udvikler sig og til stadighed bliver større, vokser også behovet for steder og institutioner, som kan være med til at skabe sammenhængskraft og binde bydele og områder sammen. Derfor skal der også lyde en stor tak til Nordea-fonden for deres meget generøse bevilling til at realisere Kulturhus Bunkeren som et naturligt bylivs- og oplevelseshus i det nye Skejby – og et stort tillykke til FO-Aarhus, der har haft modet og visionerne til at give sig i kast med projektet. Der er kun grund til at glæde sig både på bydelen og hele byens vegne,« siger borgmester Anders Winnerskjold (S).

Kulturhus Bunkeren bliver ifølge personerne bag omdannelsen samtidig også et forbillede for, hvordan gamle, ikoniske bygninger kan transformeres med respekt for både kulturarv og klima.

Gitte Nørgaard (formand i FO-Aarhus), Anne Thorø (skoleleder i FO-Aarhus) og Peter Rønnow (formand i Fonden Ryesgade 7) kan juble over nyt samlingspunkt i det nordlige Aarhus. Pressefoto

Den tidligere journalisthøjskole fra 1972, kendt for sin brutalistiske arkitektur skal efter planen »nænsomt« omdannes til et moderne kulturhus med socialøkonomisk café, værksteder, koncert- og mødelokaler, samt plads til fællesspisninger, læsegrupper, og meget mere.

»Jeg er meget taknemmelig for Nordea-fondens flotte bevilling. Det giver os mulighed for at fortsætte den spændende udvikling af aktiviteterne og fællesskaberne i Kulturhus Bunkeren, der både som arbejdsplads og udstillingssted formår at omfavne nogle af de mest sårbare borgere i samfundet. Derfor er det på alle måder et vigtigt samlingspunkt i et område, der er i færd med at blive transformeret om til en bydel med blandet beboelse, fritidstilbud og erhverv,« siger Anette Poulsen (S), rådmand for sociale forhold og beskæftigelse.

»Det er en fantastisk nyhed, at Nordea-fonden nu har godkendt en meget, meget flot støtte til Kulturhus Bunkeren. Vi kan dermed sikre den ikoniske bygning og skabe et levende og alsidigt bylivs- og oplevelseshus, hvor borgere og foreninger kan mødes og trives. Jeg er sikker på, at Kulturhus Bunkeren bliver helt afgørende for fremtidens fællesskaber i en bydel i udvikling. Stor ros og tak til alle de mange ildsjæle, der har gjort det muligt,« tilføjer Rabih Azad-Ahmad, rådmand for kultur og borgerservice.

Projektet forventes at stå færdigt i 2028.

Men allerede nu er transformationen i gang med midlertidige aktiviteter og inddragelse af både nuværende og kommende brugere. FO-Aarhus, som står bag projektet, fortæller, at man i udviklingen af projektet har lagt stor vægt på brugerinddragelse og bæredygtig udvikling – både socialt, økonomisk og miljømæssigt. Det vil også i den kommende fase være et fokusområde.