Solen skinner på fortiden - her er Det Grønne Museums største satsning til dato
Med et budget på 18 millioner kroner er der der store forventninger til den nye udstilling ’Under Solen - En fortælling om de sidste 80 års jagt på det gode liv'.
Den fanger straks øjnene, når man træder ind i udstillingen.
Den fem meter store sol svæver midt i rummet, og når den lyser op med skiftende lysinstallationer bliver den det naturlige dragende midtpunkt for Det Grønne Museums største udstilling til dato, som åbner på lørdag 28. juni.
Museumsdirektør Anne Bjerrekær er da heller i tvivl om, at den store sol bliver noget af det, gæsterne kommer til at huske klarest. Den bliver formentlig også lidt af et fremtidigt symbol for Det Grønne Museum, men solen er ikke bare til for at fange blikket.
Den er til for at minde de besøgende om alt det, solen bringer med sig. Liv.
Derfor hedder museets nye store udstilling ’Under Solen’ med undertitlen ’En fortælling om de sidste 80 års jagt på det gode liv’, for udstillingens hovedroller findes på jorden i de fire grundtemaer, som Det Grønne Museum formidler - jagt, skov, landbrug og mad.
»Solen er omdrejningspunktet for det hele. Det er den, der gør livet muligt og binder de fire temaer sammen, og det er første gang, vi har lavet en udstilling, der binder dem alle sammen på tværs. Det er derfor, vi kalder den for vores signaturudstilling,« fortæller direktør Anne Bjerrekær.
Forstå fortiden
Vi går en tur rundt i udstillingen, som breder sig over 850 kvadratmeter.
Den er bygget op, så man kan gå på opdagelse i den danske jagt-, landbrugs,- skov- og madhistorie fra 1950’erne og op til i dag.
Under solen i midten af rummet indikerer en søjle med årstal, hvilket årti man nu bevæger sig ind i.
Det har dog været vigtigt, at udstillingen ikke tvinger gæsterne ind i en fast rækkefølge, som de skal bevæge sig i.
Man kan således vælge at starte med at gå på opdagelse i 1950’erne og efterkrigstidens drømme om velfærd og mekanisering med blandt andet de første malkemaskiner for så at hoppe direkte til nutidens klimadebat.
Et vigtigt element i den opbygning har været, at der ikke bliver ”peget fingre” af fortiden.
»Vi står jo med nogle kæmpestore problemer i dag med klimaet og miljøet, som skal løses. Men i stedet for at sige, at det er nogens skyld, så har vi spurgt ’hvad vidste man egentlig i 1980’erne’. Det er superlet at sidde i dag og sige, at man bare skulle gøre sådan her, men virkeligheden var en anden,« forklarer Anne Bjerrekær.
»Sprøjtemidler og kunstgødning for eksempel gav jo et kæmpe boom, som gav en meget større afgrøde på marken, så der var en grund til, at man brugte det. At man så senere finder ud af, at det måske også skader nogle ting, og vi skal passe på med det, det er noget, vi først ved senere, så på den måde er der altid en forklaring på, hvorfor folk har gjort, som de gjorde. Derfor skriver vi også informationerne i nutid, så man bevæger sig i årtiet,« uddyber hun.
Som et moderne museum er der nemlig ét overordnet mål, som Det Grønne Museum håber at bidrage til.
»Vi skal ikke stoppe holdninger ned i hovederne på folk. Det er de for kloge til. Vi vil rigtig gerne præsentere fakta og sammenhænge. Så er det simpelthen op til folk selv at lave deres konklusioner, og der vil vi gerne være rum for debat,« siger Anne Bjerrekær.
Menneskelige spor
Udstillingen har et budget på 18 millioner kroner og er dermed Det Grønne Museums klart mest ambitiøse nogensinde.
Museumsdirektøren har da også en klar forventning om, at ’Under Solen’ er en af de udstillinger, som gæsterne vil vende tilbage for at besøge, fordi der er så mange informationer og oplevelser, som kan være svære at nå igennem ved et enkelt besøg.
Det er således en rejse igennem en tid, hvor der er kommet over en million flere danskere til, mens verdens befolkning er tredoblet i samme periode.
Udstillingen rummer et stort udvalg af ikoniske og tankevækkende genstande, der tilsammen fortæller historien om et Danmark i forandring og vores behov sætter spor i landskabet.
En rævesaks og et bur fra ægproduktionens storhedstid, et jagttårn der er savet delvis over som et muligt tegn på konflikten mellem jægere og dyreaktivister og en Squash-reklame fra 1980’erne, hvor mad og livsstil blev til underholdning.
Genstandene viser, hvordan vores valg og værdier har udviklet sig gennem otte årtier.
Det er krydret med interaktive installationer og videoer med både kendte og ukendte danskere, der taler om spørgsmål om ansvar, forbrug, livskvalitet og håb.
Derudover har blandt andre musiker Karen Mukupa, astrofysiker Michael Linden-Vørnle og landmand Claus Fenger lagt lyd og stemmer til sanseoplevelser, der spiller sammen med solen midt i rummet.
Derudover er ’Under Solen’ indrettet, så der kan laves fire workshop-stationer med de fire hovedtemaer.
»Det vil blandt andet være aktiviteter for børn, hvor man kan arbejde med et emne, som ikke er opdelt efter årtierne, men mere et emne, der går på tværs. For eksempel dyreetik. Det giver noget aktivitet, hvor hele familien kan deltage, og så håber vi selvfølgelig rigtig meget på, at det også giver anledning til, at vi får rigtig mange skoleklasser igennem,« siger Anne Bjerrekær.
’Under Solen’ åbner for offentligheden lørdag 28. juni klokken 10.