Fortsæt til indhold

Der var flagsnor nok til alle på Viden Djurs

De første huer kom på de nye studenter.

Samfund

Naboerne på Grenaa Gymnasium var i år tidligst ude og kunne hylde de første nye studenter allerede mandag morgen, men på den anden side af N.P. Josiassensvej i Grenaa, ventede Viden Djurs en dag. Så tirsdag fik de første studenter her huer på. Onsdag sker det for de sidste på begge gymnasier i Grenaa.

Også her holdt man traditionen ved lige, så man samlede de første nye studenter ved flagstangen uden for skolen.

Holdet var stort, men der var heldigvis flagsnor nok til alle, da det rød-hvide dannebrog skulle til tops.

Eksamen bestået og huen på. Pressebillede

Rektor Christoffer Pedersen og uddannelsesleder for EUX Business, Mikkel Bennetzen, fulgtes med studenterne til flagstangen.

På skolen er der fredag dimissionsfest, hvorefter der bliver sat fart på studentervognene - som altid med første stop på Torvet i Grenaa fredag middag.