Slotsmysterium, legeplads og pantsystem: Nye projekter har modtaget midler
LAG Randers-Favrskov har uddelt i alt 1,2 millioner kroner til fire projekter.
Bestyrelsen for LAG Randers-Favrskov har i anden runde i 2025 uddelt i alt 1,2 millioner kroner til fire nye projekter, skriver LAG Randers-Favrskov i en pressemeddelelse.
Der er blandt andet fokus på besøgsturisme og aktive mødesteder, som er områder, der arbejdes målrettet på at styrke.
Blandt modtagerne er den nye attraktion ”Anna Sophie og Slottet mysteriet” på Clausholm Slot, hvor der er etableret syv nye attraktioner i slotsparken. Attraktionen åbnede 21. juni, og der er forventning om, at projektet vil skabe otte fuldtidsstillinger og bidrage med 14.500 gæster i 2025.
Helstrup Forsamlingshus og borgerforening har modtaget midler til en opgraderet legeplads på arealet ved regnvandsbassinet. Frivillige har etableret stier og småbygninger i området. Projektet bidrager til aktive mødesteder i landsbyer.
Udbyhøj Camping har fået nye ejere, der arbejder med en opgradering af stedet. Campingpladsen har derfor modtaget midler til udskiftning af et vinduesparti, faldsand til legeplads, brandmateriel, hundeindhegning, solceller og varmepumpe.
I Asferg er der uddelt midler til et nyt returemballagesystem, som skal bidrage til at fastholde en lokal butik i byen.
Næste ansøgningsfrist til LAG-midler er 29. august. Det er årets sidste runde, og er derfor den runde, hvor der kan søges forsamlingshusmidler sammen med andre projekter. For hjælp og sparring kan du kontakte Mette Risager på mr@lagranders-favrskov.dk eller på mobil 60 79 53 13.