Aarhusianere om "cykelbyen" Aarhus: Her er der store problemer
En del af mobilitetsplanen er, at forholdene i Aarhus Kommune skal blive bedre for de bløde trafikanter.
Mobilitetsplanen er netop blev vedtaget, og de første indsatser er allerede i gang. Blandt andet er der fokus på sommergågader og at mindske trafikken i byen. En del af planen er også at skabe bedre forhold for cyklister.
Der er afsat 26 millioner kroner til cykelinfrastruktur på Nydamsvej, Silkeborgvej og Kærbyvej i 2025-2026. Derudover afsættes 3,8 mio. kroner gennem puljen for forbedret cyklistfremkommelighed til supercykelst på Odder-ruten.
Avisen har adspurgt flere aarhusianere, hvordan forholdene for cyklister står til på stående fod. Flere nævner, at der ikke er meget plads til at cykle i midtbyen. Flere nævner, at der er for få cykelstier og, at de er for smalle. Dernæst nævner flere også, at der tidligere har været problemer med snerydning for at kunne komme frem.
»Cykelstierne er ikke særlig vedligeholdte. Det er gået ned af bakke de seneste par år, fordi cykelstiernes belægninger bliver dårligere og dårligere,« siger Torben Aastrup, som har cyklet rundt i byen i mange år.
»Det er en udfordring at køre på cykel inde i midtbyen. Indenfor ringgaden er der ofte kamp mellem biler og cyklister, hvem der kan være der. Antallet af cykelstier bliver mindre og mindre desto længere, man kommer ind i byen,« fortsætter han.
Ole Christiansen mener heller ikke, at Aarhus er i mål med at være en cykelby.
»Der er alt for mange steder inde i byen, hvor der ikke er nogen cykelstier,« siger han og fortsætter:
»Jeg tror, at løsningen vil være at begrænse biltrafikken endnu mere i midtbyen, ligesom Aarhus Kommune er i gang med ved Vesterbro Torv.«
Carsten Budde træder også i pedaler for at komme rundt.
»Det er utrygt at cykle i Mejlgade, fordi folk kører for hurtigt,« siger han og fortsætter:
»Jeg tror, at løsningen er at sætte flere bump på vejen, så folk ikke kan køre så stærkt.«
Han fortæller, at når han f.eks. cykler i Jægergårdsgade kører både biler og cyklister for stærkt.
»Derudover har der været mange problemer med snerydning om vinteren. Jeg har haft flere oplevelser, hvor der har ligget store klumper af sne på cykelstien, når de er fjernet fra vejene,« afslutter han.
Nogle der kæmper for bedre cykelforhold, er Cyklistforbundet i Aarhus.
»Vi mener, at prioriteringen er skæv i forhold til, hvor mange penge, der bliver brugt på cykelstierne. Der er flere steder, hvor der ikke er ordentlige cykelstier,« siger Kristian Beedholm, der er formand for Cyklistforbundet i Aarhus og fortsætter:
»Det er problematisk, at der er områder, hvor cykelstierne er ikke vedligeholdt. Især er det et problem, at der mangler ordentlige cykelstier fra de mindre byer omkring Aarhus og ind til Aarhus.«
Målet med denne indsats er, at det skal skabe en reduktion på 30-40 tons CO2 i 2030.