Fortsæt til indhold

Huerne blev luftet og fejret

Årets studenter i Grenaa tog traditionen tro turen til Søren Kanne-statuen på Torvet.

Samfund

Måneder er gået med skriftlige eksamener, læseferie og til sidst de mundtlige eksamener.

Men pludselig var vi sidst i juni. Sidste eksamen overstået - og huerne kunne anbringes på hovederne af årets studenter.

Fredag formiddag var der så dimissionsfester på både Grenaa Gymnasium og Viden Djurs. Taler, sang og overrækkelse af eksamensbeviser.

Får man 12 i den sidste eksamen, skal man løbe fra gymnasiet til festlighederne på Torvet. Foto: Søren Andersen

Og så ud til de ventende lastbiler. Op med studenterne - minus dem, der fik 12 til den afsluttende eksamen, for de skal løbe fra skolen og op til Torvet, som altid er første stop på fredagens køretur.

Vejrguderne var med

Efter en på alle måder meget våd uge for de nye studenter, var vejrguderne dem fredag heldigvis venligere stemt. Godt nok blæste der en vældig vind, men det holdt tørvejr, så der kunne danses omkring statuen af Grenaas redningsmand Søren Kanne, der igen-igen fik hue på, så han uden tvivl er den i Grenaa, der er blevet student flest gange.

Nogle gange ser det ganske farefuldt ud, når der kravles på statuen, men så er det godt med en hjælpende hånd. Foto: Søren Andersen

Imens blev der dyttet i hornene, sunget og skålet - mens forældrene stolte så til og fotograferede på livet løs.

Dansen gik omkring statuen, da studenterhuerne blev fejret. Foto: Søren Andersen

Og lige så hurtigt, som løjerne blev sat i gang, sluttede de også. Studentervognene fortsatte deres færd ud på Djurslands landeveje, hvor der rundt omkring i hjemmene ventede sandwich og andet godt - og helt sikkert noget køligt til at skylle det ned med.