Fortsæt til indhold

Danske Spil efterlyser Bilka-millionær

Kig lige på din lottokupon en ekstra gang.

Samfund
ceb

Kommer du i Bilka?

Så læs lige med her.

Tre danskere blev millionærer på Lotto og Eurojackpot fredag og lørdag i sidste uge, og Danske Spil mangler stadig at høre fra ejeren af en vinderkupon, der blev købt i Bilka i Randers.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

I Eurojackpot gælder det om at ramme fem vindertal og to stjernetal – men lidt mindre kan også gøre det.

En særdeles heldig dansker havde fem rigtige vindertal og et enkelt rigtigt stjernetal på sin kupon, og det udløste en andenpræmie til en værdi af hele 3.931.705 kroner. Altså næsten fire millioner kroner.

Hvem den heldige vinder er, vides ikke endnu. Men som sagt oplyser Danske Spil, at vinderkuponen er blevet købt i Bilka i Randers.

Så har du været en tur i Bilka, skal du måske lige tjekke lommerne for at se, om du skulle have en kupon fra Eurojackpot. Den kan være mange penge værd.

»Det er en fornøjelse at dele gevinster ud til glade danskere, og vi bliver i Danske Spil glade hver eneste gang, der bliver vundet en gevinst - eller mange - i vores lotterier. Også selvom det sker hver evig eneste uge,« siger Malene Mølgaard, som er administrerende direktør i Danske Lotteri Spil, som står bag Lotto og Eurojackpot, i pressemeddelelsen.

Hverken i Lotto eller i Eurojackpot var der nogen, som ramte førstepræmierne, og derfor vokser puljerne, så der i næste uge er 16 millioner kroner i Lottos førstepræmiepulje på lørdag, og hele 196 millioner kroner i Eurojackpots førstepræmiepulje på tirsdag.