Får millioner til ny cykelsti: »Et vigtigt projekt«
Statens Cykelpulje donerer 2,6 millioner kroner til ny dobbeltrettet cykelsti i Hinnerup.
Det er sundt at cykle. Vind i håret og hårde muskler på læggen og låret, og så er det så klimavenligt, at moder jord omfavner hver en cyklist i ren taknemmelighed.
Snart bliver det noget nemmere at cykle i Hinnerup uden at blive passeret af nærgående bilister. I 2028 står 1,3 kilometer spritny, dobbeltrettet cykelsti færdig på Århusvej. Det står klart, efter Statens Cykelpulje har valgt at støtte projektet med 2,9 millioner kroner.
Stien bliver det sidste led i en fuldt sammenhængende sti vest om Hinnerup mod Aarhus, og kommer til at gå mellem rundkørslen ved Skovvej og Bølvadsvej og rundkørslen ved Haldumgårdsvej og Svinget.
»Det er et vigtigt projekt, fordi der er meget trafik på vejen og ikke meget plads til cyklisterne. Så denne cykelsti kommer til at øge trafiksikkerheden på Århusvej,« siger Claus Vind Andersen, der er chef for Trafik og Ejendomme i Favrskov Kommune.
Anlægsarbejdet forventes at starte i april 2027, og den sidste asfalt forventes lagt i september 2028.
På Transportministeriets hjemmeside forklares projektet som en mulighed for at fremme cykelpendling, da projektet skaber en sammenhængende cykelforbindelse til eksisterende stinet.
Favrskov Kommune havde i samarbejde med Viborg Kommune også søgt om støtte til cykelsti mellem Ulstrup og Bjerringbro. Dette projekt har dog ikke modtaget nogen støtte.
Vejdirektoratet har i alt modtaget ansøgninger om støtte til 171 forslag over hele landet. Ud af disse har de valgt at støtte 71 forslag.