Fortsæt til indhold

»Det bedste har været fællesskabet«

Store smil og rejsedrømme på Tradium, da studenterne sprang ud.

Samfund

På tværs af Tradiums uddannelser har der de sidste uger været afslutninger, dimissioner og translokationer.

Op mod sommer springer studenterne ud og skal nu videre – ud i verden, på nye uddannelser eller i gang med arbejdslivet. Men også på andre uddannelser markerer sommerferien afslutningen på enten hele uddannelsen eller en del af den.

Det fortæller Tradium i en pressemeddelelse.

Studenterne fra HTX dansede traditionen tro om den blå nøgle ved Værket. Foto: Tradium
Flaget blev hejst. Foto: Tradium
De første studenter fra HTX. Foto: Tradium

Årets første studenter fra Tradium Handelsgymnasiet var Josefine Emilie Boye og André Olesen, der begge har en stor kærlighed til studieture og det internationale.

Josefine Emilie Boye og André Olesen var årets første studenter på HHX på Tradium. Foto: Tradium

André Olesen har gået på linjen Global Studies og valgte netop HHX, fordi han fandt ud af, at han her kunne komme ud at rejse som en del af gymnasietiden.

»Jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg ville efter folkeskolen. Og jeg vidste, at naturfag ikke rigtig var noget for mig. På HHX kunne jeg få nogle nye fag, og især det internationale og muligheden for at komme på studieture tiltalte mig,« siger André Olesen, der med HHX har været i England, Kina og USA.

Og studenterhuen skal bruges til mere rejse. For efter sommerferien skal André Olesen på et OPU-forløb (oplæring i udlandet). Her skal han i et år i praktik hos en teknologivirksomhed i München og blandt andet arbejde med kundehåndtering.

»Det giver et helt andet indtryk af, hvordan et land egentlig er, når man oplever det i virkeligheden – i stedet for bare at læse om det,« fortæller André Olesen.

Josefine Emilie Boye har også været meget glad for studieturene i gymnasietiden. For hende handlede det især om fællesskabet, som sådanne ture gav hende.

»Det bedste ved HHX har været fællesskabet, vi har fået i løbet af de her tre år, hvor vi er blevet lidt mere voksne sammen. Det var især godt at være på studietur – det styrkede virkelig sammenholdet i klassen, og vi lavede også mere sammen uden for skolen bagefter,« siger Josefine Emilie Boye.

Hun regner nu med at tage på backpackertur til Asien med nogle fra klassen – og håber måske undervejs at finde ud af, hvad hun vil læse.

Tømrerstudent med arkitektdrømme

Elever på de tekniske erhvervsuddannelser kan også blive studenter, hvis de tager en EUX. Her kombineres læretiden som håndværker med en gymnasial uddannelse, så eleverne eksempelvis har matematik på A-niveau.

Bastian Gaba blev årets første tekniske EUX-student på Tradium. Foto: Tradium

»Det er hårdt at kombinere en gymnasieuddannelse med at være ude på en arbejdsplads. Man veksler mellem praktik og undervisning, og man skal huske den teoretiske del mellem skoleperioderne. Men det er det hele værd, for jeg vil gerne holde mulighederne åbne,« fortæller Bastian Gaba, årets første tekniske EUX-student på Tradium.

Bastian Gaba mangler stadig et halvt år af tømreruddannelsen, men han er nu færdig med gymnasiedelen og kunne derfor få huen på efter sin sidste eksamen – og huen er ikke kun til pynt, for studentereksamen regner han med at få brug for.

»Jeg vil meget gerne arbejde som tømrer i nogle år, men regner også med at lave noget andet. Jeg har blandt andet overvejet at blive arkitekt eller måske ingeniør. Så jeg er glad for, at jeg har fået min studentereksamen – så har jeg mulighederne,« afslutter Bastian Gaba, som også ser tilbage på et stærkt fællesskab med de andre EUX-elever.