Fortsæt til indhold

Vold på jobbet: Her er listen over de 20 værste arbejdspladser

Se de 20 brancher, hvor Arbejdstilsynet rejser mest kritik, fordi ansatte ikke er godt nok beskyttet mod at blive udsat for vold.

Samfund
Citathistorie: Fagbladet FOA

Bosteder, hospitaler og plejehjem topper listen over steder, hvor arbejdsgivere i flest tilfælde bryder arbejdsmiljøloven ved ikke at beskytte ansatte tilstrækkeligt mod vold.

Det viser en opgørelse, som Fagbladet FOA har lavet på baggrund af samtlige tilsynsbesøg fra Arbejdstilsynet i perioden 1. februar 2024 til 31. december 2024.

Døgninstitutioner for personer med psykiske handicap topper listen. Her konstaterede Arbejdstilsynet i løbet af de 11 måneder 89 lovovertrædelser for ringe voldsforebyggelse.

»Når jeg kigger på listen, stemmer den fuldstændig overens med vores viden,« siger Sofie Jaspers, der forsker i psykosocialt arbejdsmiljø ved NFA.

Hun peger på undersøgelser, hvor medarbejdere selv har rapporteret om vold og trusler i arbejdet.

Her svarer omtrent 30 procent af ansatte på døgninstitutioner – herunder plejehjem – og i hjemmeplejen, at de har været udsat for vold eller trusler inden for det seneste år.

Her er listen over de 20 brancher, hvor Arbejdstilsynet rejser mest kritik, , fordi ansatte ikke er godt nok beskyttet mod at blive udsat for vold. - Foto: Fagbladet FOA/

Ifølge Sofie Jaspers har voldsrisikoen i årevis ligget stabilt højt, og konsekvensen for medarbejderne er blandt andet øget risiko for at udvikle depression og PTSD.

»Der findes viden og værktøjer, som kan bruges på arbejdspladserne. Men det kræver, at problemet bliver taget alvorligt, og at ledelse og medarbejdere arbejder tæt sammen og har en systematisk tilgang,« siger hun.