Fra i dag: Nu må du ikke bare binde din hund
1. juli træder nye regler i kraft for, hvornår og hvordan hundeejere må binde deres hunde. Målet er at sikre bedre dyrevelfærd og undgå at hunde står bundet i lang tid uden opsyn.
Det kan nogle gange være nødvendigt at binde sin hund i kort tid – for eksempel hvis man hurtigt skal ind i en butik, eller hvis man er på rejse og ikke kan have hunden med ind.
Det er i nogle tilfælde stadig tilladt. Men fra 1. juli bliver det forbudt at lade sin hund stå bundet i længere tid ad gangen. Der må heller ikke bruges opbinding i hundesnor som en fast løsning på at holde hunden i ro.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Binding kun i kort tid
Hunde må fremover kun være bundet i kort tid og kun i særlige situationer – det kan være ved træning, jagt eller i haven, når ejeren er til stede.
Hvis hunden står uden for en butik eller lignende, skal det kun være i kort tid, og ejeren skal holde øje med både vejret og vinden.
Her er det samtidig vigtigt, at hunden har mulighed for at søge skygge eller læ. Snoren skal også være af en længde, så hunden kan rejse sig, vende sig og lægge sig ned.
»Vi ved godt, at mange hundeejere bruger snoren med omtanke. Men vi vil gerne sikre, at ingen hunde kommer til at stå fastbundet for længe – især ikke i sol, regn eller blæst,« siger enhedschef Christina Rughede, Fødevarestyrelsen.
Farvel til pighalsbånd
Samtidig med de nye regler for opbinding bliver der også strammet op på, hvilke halsbånd hunde må bære. Tidligere har det været forbudt at bruge halsbånd med skarpe eller spidse pigge på indersiden – men halsbånd med stumpe metalpinde på op til 8 millimeter har været lovlige.
Det bliver nu ændret. Fra 1. juli indføres et klart og bredt forbud mod alle typer pighalsbånd og metaltappe – uanset om de er skarpe eller stumpe.