Landsbyformand: »Fællesskaber er et spørgsmål om at ville give noget for at få noget«
Fællesskab og frivillighed er nøgleord i Rostveds udvikling. Landsbyens borgere samles om projekter og sociale arrangementer.
I lille Rostved, mellem Kolind og Rønde, har borgerne forstået, at der ingen stegte duer kommer flyvende ind i munden på dem. De trækker læsset selv.
Forleden indviede landsbyen et nyt legestativ på sportspladsen til sankthans, hvor pølser i stadionformat og håndbajere satte rammerne. Senere var der båltale og ringridning for havetraktorer til stor moro.
»Det er en lang tradition, at hele landsbyen samles for at fejre sankthans og nyde fællesskabet. At vi så i år også kan tage et nyt legestativ i brug, er lige et ekstra krydderi,« siger Martin Laustsen, formand for Rostved Beboerforening.
Rostved består af 93 husstande, hvis oplandet regnes med.
Finansiering af legestativ
Det nye legestativ på sportspladsen er finansieret gennem en kombination af lokale donationer og støtte fra fonde.
»Vi har samlet 110.000 kr. ind, heraf har Nordeafonden givet de 60.000 kr., ligesom også Feldballe Distriktsråd har støttet,« fortæller Martin Laustsen.
Legestativet er bygget af lokale håndværkere, og der er genbrugt materialer som jern og rutschebanen, mens alt træ, plastdele og net er nyt.
»Det er fedt, at der er nogle håndværkere, der gider bruge deres sparsomme fritid på at lave et legestativ,« roser han.
Bålhytten, ved siden af det nye legestativ, er meget brugt i ydersæsonerne, når det er lidt koldt. Den er også opført af lokale håndværkere. Bålhytten fungerer som et samlingspunkt for landsbyens beboere og er en del af de faciliteter, der gør Rostved til et attraktivt sted at bo.
Sammenhold og fællesskab
Martin Laustsen, lærer på Ugelbølle Friskole, flyttede til Rostved for fire år siden sammen med sin familie.
»Vi faldt simpelthen for huset i første omgang, men for os betød det også meget, at vi fik at vide, at der er et godt sammenhold herude. Det viste sig at være rigtigt,« siger Martin Laustsen, der er født og opvokset i Hirtshals i det nordjyske. Han engagerede sig hurtigt i beboerforeningen.
»Jeg er ikke så praktisk med mine hænder, men jeg kan samle og koordinere lidt,« griner han.
Rostved er ved at blive en børnefamilieby, og mange vælger at flytte hertil af flere grunde.
»Måske har man ikke lige råd til at bo i Århus Nord, og så foretrækker man at være tæt på naturen og det fælles landsbyliv, vi har i Rostved,« funderer beboerforeningens formand.
Initiativer og aktiviteter
Beboerforeningen driver forsamlingshuset og sportspladsen, som også fungerer som en primitiv teltplads for vandringsfolk og turcyklister.
Forsamlingshuset er et centralt samlingspunkt, og beboerforeningen arbejder hårdt for at holde gang i det og foreningslivet.
For at en landsby som Rostved skal overleve, er det vigtigt med et aktivt fællesskab og engagement fra beboerne.
»Fællesskaber er et spørgsmål om at ville give noget for at få noget,« siger Martin Laustsen.
Årshjulet ruller
At foreningen ikke ligger på den lade side, viser det alenlange årshjul, hvor aktiviteterne fra april til næste års generalforsamling 23. februar, er listet op.
Der er mange for både små og store:
- Affaldsindsamling. Vi mødes på sportspladsen.
- Græs, hæk og arbejdsdag ved forsamlingshuset og sportspladsen.
- Valborg aften med bål m.m.
- Sportspladsen åbner, hvilket betyder, at der hver fredag vil være hygge fra ca. kl. 18.30.
- Åben øver i forsamlingshuset.
- Sankt Hans på sportspladsen.
- Wine Walk i byen.
- Sensommerfest/høstfest i forsamlingshuset.
- Mostedag på sportspladsen.
- Streaming opstart i forsamlingshuset.
- Lukning af sportspladsen.
- Juletræstænding i byen.
- Herre julefrokost i forsamlingshuset.
- Generalforsamling i forsamlingshuset.