Fortsæt til indhold

Helmig har tabt millioner

Seneste regnskab fra musikerens selskab viser et markant fald i overskud.

Samfund
ksa

2024 var ikke Thomas Helmigs bedste år rent økonomisk.

I forhold til 2023 har den aarhusianske musiker tabt penge.

Det fremgår af det seneste regnskab, offentliggjort 30. juni, fra hans selskab, som hedder The Annex. Her består hovedaktiviteten i at drive underholdningsvirksomhed, står der i årsrapporten.

I løbet af året havde selskabet en negativ bruttofortjeneste på 142.193 kroner, hvilket er et voldsomt fald i forhold til 2023, hvor der blev tjent hele 7.940.328 kroner.

Overskuddet før skat lyder på 613.806 kroner. Her er der tale om et markant fald, eftersom samme beløb i 2023 var på 9.813.490 kroner.

Til gengæld har The Annex forbedret selskabets værdipapirer i form af børsnoterede aktier og obligationer for 15.515.557 kroner. Sammenlignet med 2023’s 10.562.906 kroner.

Thomas Helmig har fået udbetalt en noget mindre løn i 2024 på 2.007.624 kroner mod 3.214.007 kroner i løn i 2023.

Egenkapitalen i selskabet er også faldet i forhold til 2023 fra 19.985.481 kroner til 16.009.674 kroner.