StjerneSalen: Et fristed i hjertet af Ebeltoft
I Ebeltoft er en ny bevægelsessal ved at finde sin plads i byens hjerte. StjerneSalen er skabt af Vibeke Greve Nielsen med et klart formål: at give plads til fællesskab og fordybelse.
I det midterste af det gamle Ebeltoft ligger Judogården. Den tidligere staldbygning har heddet Judogården siden 1975, og i al den tid er der flittigt blevet dyrket kampsport og fællesskab i stueetagen.
Loftet derimod har gennem flere år mest fungeret som pulterrum, men det har Vibeke Greve Nielsen med gode venners hjælp, ihærdighed, visioner og cirka 56 liter maling nu lavet om på.
Fra at være et brunt og rodet rum, er der nu lyst og smukt med en stemning, der inviterer til både fordybelse og ro, dans og bevægelse.
Judogården - og Ebeltoft - har fået en ny legekammerat: StjerneSalen!
På loftet i Nedergade kan man derfor nu deltage i en vifte af forskellige aktiviteter.
Der er yoga i snart sagt alle varianter, for eksempel den der skal danses. Der er meditation og cirkler for kvinder, og der er hjerte- og arbejdsfællesskab for selvstændige.
»Med StjerneSalen ønsker jeg at skabe et sted midt i Ebeltoft, hvor der er trygt og dejligt at være – og hvor man føler sig godt tilpas, uanset om man er ny, øvet, ung, gammel, mand eller kvinde,« fortæller 60-årige Vibeke Greve Nielsen.
Hun er oprindeligt fra Kolind og har i det meste af sit arbejdsliv beskæftiget sig med mad og mennesker. I 2015 blev hun påkørt og fik piskesmæld, og det blev springbrættet til at sadle om.
Hun tog en uddannelse som yoga-instruktør og er siden flyttet til Ebeltoft.
Åbent hus
StjerneSalen er et fleksibelt lokale, der lægger rum til blandt andet yoga, dans, meditation og cirkelfællesskaber.
»Her bliver mulighed for at dyrke krop og sjæl. Både på den stille og fordybende måde, men også den vilde og styrkende måde.«
Hun håber, at lokalet kan danne ramme om mange forskellige aktiviteter fremover.
»Jeg ved, det kan være lidt udfordrende at finde tilgængelige lokaler at være i her i Ebeltoft, men nu er der en mulighed mere.«
Salen kunne for eksempel blive mødested for strikkeklubber, foredrag, mødregrupper og workshops.
Vibeke Greve Nielsen håber også meget at få et yogahold for børn op at stå.
Selv underviser hun i Yin Yoga – en rolig, nærværende yogaform, som hun oplever bliver mere og mere efterspurgt.
»Jeg tror, at denne form er blevet så populær, fordi vi har brug for mere ro i en stresset hverdag,« siger hun og henviser til sundhedsjournalist Peter Qvortrup Geislings måde at sige det på:
»Vi er slet ikke skabt til det her liv. Det går alt for stærkt, og et stresset nervesystem kan gøre os syge både fysisk og psykisk. Så når kroppen og tankerne kommer i ro, vil man opleve velvære og nærvær.«
Konceptet er, at Vibeke Greve Nielsen underviser i og faciliterer sine egne aktiviteter, og resten af tiden lejer hun faciliteterne ud til andre, der er i samme boldgade som hun selv.
Og så glæder hun sig til at samarbejde med Judogården. De er allerede godt i gang, for 16. august inviterer StjerneSalen og Judogården i fællesskab til åbent hus. Her kan alle interesserede få gratis smagsprøver på alt fra judo og karate til forskellige former for yoga og dans.
»Dagen er en mulighed for at få en hyggelig og inspirerende oplevelse – og måske finde en ny aktivitet, der taler til både krop, sind og sjæl,« lyder det spændt fra Vibeke Greve Nielsen.