Fortsæt til indhold

USA sætter næste regnskab på prøve

Rekordresultat i 2024, men faldende interesse for USA rejser påvirker DanExplore.

Samfund

Efter et rekordresultat i 2024 i et hårdt marked må rejsebureauet DanExplore i Randers nu erkende, at 2025 tegner til at blive et mere udfordrende år. Årsregnskabet for sidste år viser et overskud på 1,63 millioner kroner – det højeste i selskabets historie.

Men direktør og medstifter Rasmus Nicolaisen forventer ikke, at niveauet kan fastholdes. Det skriver han i en pressemeddelelse.

»Vi er utrolig stolte over at levere endnu et flot resultat. Det skyldes i høj grad vores medarbejdere, som skaber store oplevelser og yder sublim kundeservice. Men 2025 bliver næppe endnu et rekordår,« siger han.

DanExplore blev grundlagt i Randers i 2009 og har siden vokset sig til en markant aktør i rejsebranchen – senest med modtagelsen af Børsens Gazellepris i 2023.

I dag holder virksomheden til i Mediehuset på Niels Brocks Gade og er en del af Travelheart-koncernen.

USA mangler

I første halvdel af 2025 har bureauet oplevet et mærkbart fald i rejseaktivitet – især til USA, som ellers er selskabets største destination.

»Det påvirker os, at mange danskere i øjeblikket fravælger USA. Til gengæld har vi haft god vækst på rejser til Japan og New Zealand,« siger Rasmus Nicolaisen.

For at imødegå markedets skiftende vilkår har DanExplore for nylig lanceret en ny visuel identitet og hjemmeside. Derudover satses der på teknologiske løsninger og udvidelse med nye destinationer.

»Det handler om ikke at frygte teknologien, men om at lære at bruge den til egen fordel. AI kommer til at spille en større rolle, også i rejsebranchen,« siger han.