Fortsæt til indhold

Frivilligheden skal fejres – og du kan indstille kandidater nu

Syddjurs Award og Frivillig Fredag smelter sammen til et nyt arrangement, der hylder frivilligheden i Syddjurs Kommune.

Samfund
sra

Arrangementet ”Vi fejrer frivilligheden i Syddjurs” hylder de lokale ildsjæle, der er med til at gøre kommunen til et godt sted at bo og leve. Der skal uddeles seks priser, og alle har mulighed for at indstille kandidater allerede nu, fortæller Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

Arrangementet holdes i Kolind+ 25. september. Programmet er stadig under udarbejdelse, men man kan blandt andet glæde sig til musik, kulturelle og faglige indslag, let forplejning og selvfølgelig prisuddeling.

Aftenen er en gentænkning og sammensmeltning af de to arrangementer Syddjurs Award og Frivillig Fredag. Frivilligrådet i Syddjurs var interesseret i at gentænke Frivillig Fredag for at nå ud til en endnu bredere kreds af frivillige. Derfor har Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget besluttet, at de to begivenheder samtænkes til ét, fokuseret arrangement, hvor frivillige ildsjæle indenfor kultur og fritid samt natur, sundhed og socialt arbejde kan hædres.

En tværgående planlægningsgruppe med repræsentanter fra Frivilligrådet, kulturlivet, foreningslivet og fra Kultur og Fritid i Administrationen har arbejdet med at udvikle det nye koncept.

Heine Skovbak Iversen, formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, siger:

»Vi glæder os til en festlig aften i Kolind+, hvor vi skaber en ny tradition krydret med kulturelle og faglige indslag. Jeg håber, mange vil indstille kandidater til priserne, for vi har masser af frivillige ildsjæle i Syddjurs, som fortjener at blive hædret.«

Allan Skourup, formand for Frivilligrådet og medlem af planlægningsgruppen, siger:

»Det er vores håb, at vi med ét fokuseret arrangement kan sætte endnu mere spot på den frivillige indsats. Frivillighed er et bredt begreb, og med nye priser indenfor bl.a. sundhed og ungeområdet breder vi paletten ud.«

De seks priser

De seks priser, der skal uddeles, er Fritidsprisen, Kulturprisen, Natur- og friluftsprisen, Sundhedsprisen, Frivilligprisen og Ungeprisen.

Fritidsprisen uddeles af DGI Østjylland og Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget og tildeles en lokal ildsjæl, som ved frivilligt arbejde har understøttet en markant udvikling inden for et eller flere af idrættens områder.

Kulturprisen uddeles af Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget og tildeles en person, forening, institution eller virksomhed, som er med til at styrke kulturlivet i Syddjurs Kommune.

Natur- og friluftsprisen uddeles af Nationalpark Mols Bjerge og tildeles en person eller gruppe, som gennem året har gjort en særlig indsats for natur, kultur, friluftsliv eller formidling af Mols Bjerge.

Sundhedsprisen uddeles af Sundheds og ældreudvalget. Det er en nyetableret pris, som anerkender ildsjæle, der bidrager med en ekstraordinær sundhedsfremmende eller sygdomsforebyggende indsats på sundhedsområdet.

Frivilligprisen uddeles af Frivilligrådet og gives til en enkeltperson eller gruppe, der har ydet en social indsats i kommunen, skabt opmærksomhed om det frivillige arbejde og udvist eller fremmet det frivillige, sociale engagement.

Ungeprisen uddeles af Syddjurs Ungeråd og går til et ungt menneske – eller flere – der alle skal være under 25 år. Prisen er en særlig påskønnelse af unge ildsjæle, som viser vejen for andre.

Du kan indstille kandidater på syddjurs.dk/frivilligfejring2025 indtil 1. august.

Vil du med til fejringen, kan du hente en gratis billet på go-syddjurs.dk. Tilmeldingen er nødvendig af hensyn til forplejning.