Fortsæt til indhold

Kronisk syge Emily løber fra Skagen til København: 30 km om dagen i 30 dage – det hele til et godt formål

Emily Corneliussen skal i løbet af juli måned løbe 900 kilometer.

Samfund

Hun er 25 år gammel. For 13 år siden blev hun ramt af Chrons sygdom. En sygdom, hun stadig har mén af.

Sygdommen har ikke fået hende til at lægge hverken livet eller løbeskoene på hylden. Tværtimod.

For i disse dage er Emily Corneliussen på vej gennem Danmark. Fra Skagen til København. I løb.

30 kilometer om dagen i 30 dage for at samle ind til Make-A-Wish. Det er målet – og Emily Corneliussen er godt i gang med turen, som blandt andet sender hende gennem Randers, Aarhus og Skanderborg.

»Hver gang, jeg løber, er jeg taknemmelig. Jeg er taknemmelig over, jeg kan løbe,« siger hun blandt andet i et opslag på sin Instagram-profil.

For Emily Corneliussen er det nemlig ikke en selvfølge at kunne løbe. Det satte sygdommen for år tilbage en stopper for. Og med bivirkninger som psoriasis, ledsmerter og endda kortvarig blindhed.

»Jeg har været igennem stort set alle behandlingsformer uden nævneværdig effekt, lige fra biologisk medicin og ernæringsdiæter til alternative behandliger som cbd-olier og homøpatiske dråber,« fortæller hun selv på sin hjemmeside.

Det skulle dog ikke få Næstved-pigen ned med nakken.

Hun gav sig selv en 180 graders make-over og fortæller, at træning, kost og ikke mindst et stærkt mindset, har givet hende kontrollen – og hendes egen krop – tilbage.

»Jeg har lært at se min sygdom som en del af mig – ikke som noget, der definerer mig negativt, men som en af de ting, der har formet min viljestyrke og mit perspektiv på livet,« som hun udtrykker det.

For 10 år siden fik Emily Corneliussen selv et ønske opfyldt gennem Make-A-Wish. Hun fik en rejse til Florida, USA og en tur i både Disney World og Universal Studios.

»Det skete på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg var tættere på sygeplejerskerne på min hospitalsafdeling end på mine klassekammerater,« siger hun og kalder rejsen »et tiltrængt pusterum fra en hverdag præget af sygdom og ensomhed.«

For når man tilbringer en stor del af sin tid i en hospitalsseng eller på en sofa, så er man ikke kun ramt af sygdommen, men også ensomheden.

Det er ikke kun asfalt, der bliver løbet på. Foto: Privat
Under turen bor Emily i en sponsoreret autocamper. Foto: Privat

»En vej ud af det hele«

Turen til Florida, og de personer, der var involveret, gav dengang Emily en følelse af den forståelse, hun ikke umiddelbart fik.

Og det er netop den følelse, som hun nu vi give videre. Det er baggrunden for det 900 kilometer lange løb, og ikke mindst indsamlingen, der tog sin begyndelse 1. juli i Skagen.

»Jeg vil inspirere andre. Vise dem, der er en vej ud af det hele,« siger Emily Corneliussen

Emilys vej er løb. Hun understreger dog samtidig, at indsamlingen og muligheden for at øge kendskabet til Make-A-Wish er de væsentligste årsager til strabadserne.

Turen har været under forberedelse i mere end et år. I april 2024 begyndte hun for alvor at træne op til sin juli-udfordring Men det er alligevel ikke det fysiske, der har været den største forhindring. Det er bureaukrati.

»Jeg er overrasket over, hvor svært det er at få lov til at lave en indsamling,« siger hun.

Det er ikke hårdt arbejde det hele. Foto: Privat

Holder planen

Da Din Avis får fat på Emily, en uge inde i turen, har hun holdt planen. Og er ved godt mod.

»Jeg kan stadig sætte den ene fod foran den anden,« griner hun.

På turen gennem Danmark bor Emily i en sponsoreret autocamper, som »venlige mennesker« giver hende lov at parkere forskellige steder tær på ruten.

Ruten.

Tirsdag 8. juli når turen til Randers ved Randers Storcenter klokken cirka 13.30. Her stævner hun ud fra igen 8.30 onsdag morgen og skal efter planen ankomme til Hedager omkring VIA College i Aarhus klokken 13.30.

Herefter går turen til Skanderborg, hvor hun har stop ved Smukfest/Birkevej, før der fredag bliver sat kurs mod Horsens.

Følge Emilys tur gennem Danmark her

Vil du støtte projektet, kan du gør det her