Fortsæt til indhold

Sygesikringsbevis og vådt tøj fik helikopter i luften og båd i vandet

Flere gange har efterladte genstande sat gang i de helt store redningsaktioner.

Samfund

»Efterlad ikke ting ved stranden, der kan sætte unødige eftersøgningsaktioner i gang.«

Sådan lyder det i en opfordring og pressemeddelelse fra TrygFonden Kystlivredning.

Det skete nemlig flere gange i løbet af uge 27, hvor det varme vejr trak mange gæster til stranden.

I flere tilfælde blev personlige ejendele og udstyr efterladt, og det skabte usikkerhed omkring, hvorvidt der var sket en ulykke, og derfor satte større eftersøgningsindsatser i gang.

Også i Aarhus.

På Moesgaard Strand blev en bunke vådt tøj og et sygesikringsbevis fundet efterladt på stranden.

Det satte også gang i en større eftersøgning med hjælp fra både helikopter og redningstjeneste, men ingen personer blev fundet.

Den og en lignende episode får livredderne til at komme med en opfordring:

»Tager du ud på vandet på for eksempel et board eller i en båd, så giv gerne besked til nogen i nærheden, og giv tilsvarende en melding, når du er retur igen. Så ved folk, hvor du er, og kan slå alarm, hvis du er væk for længe. Og mister du dit board eller andet udstyr, så fortæl det til livredderne eller andet beredskab, så de ikke sætter unødige eftersøgninger i gang og tror, der er sket en ulykke,« siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning, og tilføjer:

»Vil du ud at svømme, så vælg et sted, hvor der er hjælp at hente i nærheden eller nogen kan holde øje med dig imens. Gå aldrig i vandet alene, for så er der ingen til at reagere og hjælpe dig, hvis der pludselig skulle opstå problemer. Det øger sikkerheden for alle.«