Unik installation forener klassisk musik og genbrugskunst
Den 18. og 19. juli kan publikum opleve den anderledes kunstinstallation Rød Bil Blå Bil foran Glas – Museet for glaskunst i Ebeltoft. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Syddjurs Kommune.
Projektet, skabt af komponisten Kristian Rymkier og Vile Kunstforening, kombinerer klassisk musik, lydkunst og bæredygtighed i en interaktiv oplevelse.
Installationens kerne består af to containere, to flygler og to gamle biler – en rød og en blå – som danner ramme om musik og kunst inspireret af Erik Saties klavermusik. Musikken er genbrugt på et miljøvenligt grundlag, hvor ingen nye toner er tilføjet.
Besøgende kan sætte sig ind i bilerne med hovedtelefoner og opleve lydrejser, der forener kunst og bæredygtighed. Udstillingen ønsker at nå ud til alle og skabe dialog om genbrug og miljø.
Rød Bil Blå Bil turnerer i Midtjylland hele sommeren og støttes af Samarbejdspuljen Midt- og Vestjylland samt initiativet ”De 17 gavle”, som markerer FN’s verdensmål. Syddjurs Kommune deltager med gavlen for verdensmål 5 om ligestilling.
Udstillingen kan opleves fredag og lørdag kl. 13-17, og begge dage er der desuden koncerter kl. 18, 19 og 20.
Billetter til koncerterne bestilles via projektets hjemmeside.