Kort før midnat ringede togfører til politiet: Kort efter begyndte mænd i en vogn at løbe
Opmærksom togfører skyld i anholdelse.
En 26-årig mand er blevet anholdt og sigtet for groft hærværk.
Det sker, efter at han sent onsdag aften blev taget i at spraye graffiti på tre togsæt ved Thomas Koppels Gade under Ringgadebroen i Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi i en døgnrapport.
Klokken 23.26 ringede en opmærksom togfører til politiet og fortalte, at han havde set to mænd stå og spraye graffiti på nogle parkerede tog.
Mændene var ikke umiddelbart til at se, da politiet kom frem, men da betjentene gik rundt mellem togene, begyndte de to mænd, der havde gemt sig bag en vogn, pludselig at løbe.
Det lykkedes en betjent at indhente en 26-årig mand, der blev anholdt på stedet. Hans makker nåede at stikke af.
Den 26-årige er foreløbigt sigtet for at have malet på tre togsæt, og ud over en politisag risikerer der i sidste ende at vente et større erstatningskrav.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.