Fortsæt til indhold

Ungdomstogt uden mobiltelefoner lagde til kaj i Ebeltoft

En uges sejlads uden mobiltelefoner bød blandt andet på en rundvisning på Fregatten Jylland arrangeret af Lions Mols.

Samfund

Skonnerten Marilyn Anne lagde onsdag 9. juli til kaj i Ebeltoft som led i sommerens Lions Adventure-sejlads, hvor 24 unge i alderen 14 til 16 år deltog i en spændende og lærerig sejlertur rundt i de indre danske farvande.

Togtet for de unge på Marilyn Anne blev afviklet fra den 5. til den 12. juli 2025. Hele turen foregik uden mobiltelefoner, men heldigvis foregik der flere spændende ting og stop undervejs, hvor der var arrangeret en række oplevelser i samarbejde med lokale Lions-klubber i blandt andet Aarhus og Grenaa.

Besøget i Ebeltoft bød naturligvis på en rundvisning på Fregatten Jylland 10. juli på initiativ af de dedikerede frivillige i Lions Mols.

Skonnerten sejlede videre mod nord, hvor programmet blev afsluttet med aktiviteter ombord, inden hjemkomst til Hals 12. juli.

I løbet af de syv dage har Marilyn Anne været rammen om et udviklende fællesskab, hvor de unge indgik i skibets hverdag med opgaver som sejltrimning, madlavning, opvask og vagttjeneste.

Skonnerten Marilyn Anne lagde onsdag 9. juli til kaj i Ebeltoft som led i sommerens Lions Adventure-sejlads. Foto: afh

De sov i hængekøjer i den fælles »sovesal« og blev løbende inddelt i hold til skiftende opgaver.

Før afgang havde deltagerne gennemgået en introduktion og teambuilding på Aalborg Efterskole i Hals, hvor fire unge ledere hjalp med at forberede dem på livet ombord.

Hensigten med turen var både at give de unge en naturoplevelse og at styrke fællesskab og ansvarsfølelse.

Formålet med Lions Adventure er at skabe nye oplevelser, venskaber og udviklingsmuligheder for unge – og det blev endnu en gang indfriet under årets togt med Marilyn Anne.