Fortsæt til indhold

13 nye vuggestuepladser åbner snart

Græshoppen i Skovby bliver fra oktober til en integreret institution, når der også kommer vuggestue med plads til 13 børn.

Samfund
kfp

Fra 1. oktober 2025 bliver det muligt at få en vuggestueplads i Skovby Børnehus – Græshoppen.

Skanderborg Kommune opretter nemlig 13 vuggestuepladser i Græshoppen, som i forvejen rummer børnehave. Dermed bliver Græshoppen – i lighed med Skovby Børnehus Guldsmeden – en integreret institution med både vuggestue og børnehave under samme tag.

Ventelisten til den nye vuggestue åbnede for opskrivning af nye børn torsdag 10. juli. Hvis man ønsker at komme i betragtning til en plads med start i oktober, skal man skrive sit barn på venteliste senest fredag 1. august 2025 via den digitale pladsanvisning på Skanderborg Kommunes hjemmeside.

Som udgangspunkt skal et barn være skrevet op senest tre måneder før behov for pasning for at være omfattet af pasningsgarantien. Det vil normalt betyde, at børn med ønsket start 1. oktober i år, skal være skrevet op senest 1. juli, men da ventelisten først åbner nu, vil kommunen kunne tilbyde plads til børn, der skrives op til vuggestueplads i Græshoppen senest 1. august, hvis der stadig er ledige pladser, når børn omfattet af pasningsgarantien er blevet tilbudt pasning.

Når et barn bliver anvist til vuggestuegruppen, tages der blandt andet hensyn til søskende i børnehuset og til børn, som har brug for ekstra støtte efter en faglig vurdering. Man kigger også på, hvordan børnenes alder passer sammen.

Har du spørgsmål, kan du kontakte Pladsanvisningen.