Fra svindelchok til sammenhold: Idrætsforening kæmpede sig tilbage

»Engagement smitter.

Det gør det virkelig.

Jo mere vi føler os involverede, jo mere styrkes lokalområdet, for jo mere føler vi hver især, at vi har et ansvar for det område, vi bor i.

Det har vi set med egne øjne i idrætsforeningen TST.

Der er ting, man må finde ud af på den hårde måde.

Det har vi været nødt til. Det er ikke sjovt og ikke altid fair, men sådan er det.

At ikke alle er gode og ærlige, blev vores lærestreg. At finde ud af, at engagement smitter, blev til gengæld en gave.

Da vi i sensommeren 2024 stod og kiggede ned i et dybt, sort hul, hvor knap en million kroner var forsvundet ned i, blev vi bange. Meget bange.

Hvad skulle der blive af vores elskede idrætsforening, nu hvor en person, som vi stolede på, var løbet med så mange penge, der kunne have gået til nyt halgulv, bolde, gymnastikredskaber og en stor sommerafslutning med sodavandsdiskotek for de lokale børn og unge?

Men der gik ikke mange dage, før en stærk retfærdighedsfølelse skyllede ind over de 2.500 medlemmer, der stod efterladt tilbage. Det skulle være løgn, at én person kunne ødelægge lokalområdets hjerte.

Og snart gik det op for os, at alle måtte bære med for, at det skulle lykkes at beholde vores TST.

30 frivillige rakte hurtigt hånden i vejret til store opgaver. En tømrer meldte sig på vedligeholdelsesholdet, en kvinde startede et nyt caféudvalg op, en dreng samlede flasker og donerede pengene til den indsamling, vi havde fået stablet på benene.

108.000 kr. blev i løbet af en måned samlet sammen af os som medlemmer og endda af nogen udefra. Gamle ledelsesstrukturer blev erstattet af et hav af forskellige udvalg og mindst lige så mange nye ideer. En viljestyrke bredte sig.

Alt sammen fordi vi havde noget at kæmpe for. Fordi vi har noget at kæmpe for.

Vores idrætsforening binder os sammen på tværs af alder og job, baggrunde, skoler og ressourcer.

Det er TST, der gør, at man stopper op i det lokale supermarked for at hilse på en, man har set til badmintontræning eller som tilskuer til karate.

Det er TST, der gør, at man føler sig set og hørt og sat pris på - også selvom man måske kæmper med ensomhed eller sociale problemer derhjemme. Eller selvom man aldrig har dyrket sport før.

Og når gaden og dens lyssky problemer trækker i en som ung, trækker hallen og dens fællesskab i den anden retning.

På banen har alle en plads.

Nogen er afhængig af dig.

Og lige meget hvor meget eller lidt du kan løfte, har det betydning.

For i TST løfter vi i flok.«

Fortalt af: Anja Frank Vu Glindtvad, Mai Thy Pham Vo og Signe Kirch Groth