Fortsæt til indhold

Rønde Idrætscenter udnævner igen ny chef

Simon Knoblauch erstatter Camilla Jørgensen, der aldrig nåede at starte på chefposten.

Samfund

Der var ingen grænser for de rosende ord og de store forventninger, da bestyrelsen for Rønde Idrætscenter for godt en måned siden kunne meddele, at man havde ansat Camilla Jørgensen som ny centerchef med virkning fra 1. august 2025. Men hun når aldrig at starte i det nye job, for nu meddeler bestyrelsen, at man i stedet har ansat Simon Knoblauch, der kommer med en baggrund blandt andet fra Kattegatcentret i Grenaa og DGI, i chefjobbet.

Der blev ved ansættelsen af Camilla Jørgensen peget på, at hendes karriere i idrætsverdenen har været præget af engagement, lederskab og en lang tilknytning til foreningslivet, som nogle af begrundelserne for, at hun fik jobbet efter at have sagt farvel i utide til det hidtidige og mangeårige job som direktør for Lystrup Svømning og Momentet Lystrup Svømme- og Aktivitetscenter. Det skete efter en fyring efter 20 år i spidsen for aktiviteterne i Lystrup. Eneste begrundelse, som blev meddelt offentligt var, at der var tale om en personalesag.

Farvel efter 20 år

I Rønde Idrætscenter var hun udset til at afløse Per Kragh, der havde været chef i 20 år - efter at have spillet en central rolle i udviklingen af Rønde Idrætscenter til et idræts- og kulturcenter. Der blev indgået en fratrædelsesaftale, som blandt andet indebar, at han ikke måtte udtale sig om baggrunden.

Og fra 1. august er det så Simon Knoblauch, der er ny chef i Rønde Idrætscenter.

Gennem godt værtskab, sund økonomi og nye partnerskaber kan vi løfte både fællesskab og forretning – og skabe endnu mere bevægelse i Syddjurs
Simon Knoblauch

Med solid erfaring fra både DGI og Kattegatcentret skal han stå i spidsen for centrets kommende strategi- og masterplan, der skal sikre, at idrætscentret matcher nuværende og fremtidens behov.

Tryghed, retning og frihed

»Mit mål er et idrætscenter, hvor foreninger, selvorganiserede brugere og medarbejdere møder tryghed, klar retning og frihed til at udvikle sig. Rønde Idrætscenter skal levere indbydende, tidssvarende rammer og samtidig vise sin værdi for lokalsamfundet: som aktiv medspiller i kultur-, sundheds- og uddannelsesmiljøet. Gennem godt værtskab, sund økonomi og nye partnerskaber kan vi løfte både fællesskab og forretning – og skabe endnu mere bevægelse i Syddjurs,« udtaler han i en pressemeddelelse med overskriften ”Ændring i ansættelsesforløbet”.

Det bliver Simon Knoblauch, der blandt andet er kendt som percussionist i bandet "Sidste Udkald", som nu er udpeget til chefposten i Rønde Idrætscenter. Pressebillede
Med Simon får vi en leder, der både forstår foreningsidrættens DNA og har dokumenteret erfaring i at skabe bæredygtig drift og nye partnerskaber
Erling Mikkelsen

Her hedder det, at bestyrelsen i Rønde Idrætscenter og Camilla Jørgensen, præsenteret som ny centerchef 17. juni 2025, har i fællesskab valgt ikke at videreføre ansættelsesforløbet. Beslutningen skyldes ændrede omstændigheder og nye prioriteringer fra begge parter. Bestyrelsen ser frem til samarbejdet.

»Med Simon får vi en leder, der både forstår foreningsidrættens dna og har dokumenteret erfaring i at skabe bæredygtig drift og nye partnerskaber« siger Erling Mikkelsen, bestyrelsesformand for Rønde Idrætscenter, i pressemeddelelsen.

»Han har den energi og det udsyn, der skal til for at føre vores nye strategi og masterplan sikkert i mål.«

Meget musikalsk familie

Simon Knoblauch er en del af den gennemmusikalske familie, der i nogle år drev musikcafé af samme navn i Bønnerup Strand. Musikinteressen blev ikke mnindre af, at han i folkeskolen var elev på Norddjurs Friskole i Grenaa. Senere blev han student fra Grenaa Gymnasium og har blandt andet en uddannelse som Kaospilot. Sammen med sine brødre og søster dannede han bandet ”Brothers Moving”, der så dagens lys som gademusikanter tilbage i 2008 i New York - med brødrene Esben, Aske og Simon Knoblauch samt deres kammerat Nils Sørensen i besætningen. Senere kom også søsteren Pil Knoblauch med - alle med rødder på Djursland. I den amerikanske storby brugte bandet gaderne som deres musikalske frirum, hvor de spillede på deres akustiske guitarer, bas, cajon og kazoo, og sang i genrer som blues, reggae, klassisk rock’n roll, folk og funk.

Bandet har turneret over det meste af verden - og selv om Simon Knoblauch ikke længere er med, så har han på ingen måde sluppet det musikalske, idet han nu tager sig af percussion i bandet ”Sidste Udkald” - et band, der med seks fædre til en snes børn, i besætningen efter eget udsagn spiller ”Mols Roots”. Og også er aktuel med udgivelse af egne sange. Tekstuniverset veksler mellem personlige og hudløst ærlige fortællinger, som råber lytteren op med sarkastiske og skarpe stikpiller til det samfund, vi lever i. Musikken henter inspiration i blandt andre C.V. Jørgensens og Allan Olsens danske sangskrivertradition, tilføjet drømmende bluegrass-elementer a la Daniel Lanois.