Per er 81 år og cykler 30-45 km hver dag: »Det betyder alt, for så har jeg et formål med dagen«

Jeg møder ham flere gange om ugen, manden med den grønne cykelhjelm. Eller møder er måske så meget sagt. Jeg overhaler ham jo bare et eller andet sted i omegnen af Hammel. Han cykler og cykler og cykler.

I et par år har jeg spekuleret over, hvem der egentlig gemmer sig under cykelhjelmen. Det virkede dog også lidt voldsomt sådan at kaste bilen ind foran ham og udspørge ham midt på landevejen. Men så en julidag skete det endelig: Lejligheden til at spørge bød sig.

Mens jeg fyldte benzin på bilen på OK-tankstationen i Hammel, trillede manden med den grønne cykelhjelm ind, parkerede sin sorte Kildemoes-damecykel og tjekkede skraldespandene for pantflasker og -dåser.

Et venligt, ældre ansigt mødte mig, da jeg henvendte mig og spurgte lidt ind.

»Jeg kan slet ikke lade være at cykle. Jeg SKAL ud og opleve noget og se, hvad der sker. Jeg dur ikke til bare at sidde derhjemme,« fortalte han og indvilgede efterfølgende i at fortsætte snakken et par dage senere.

Afsted hver dag

Han byder indenfor i sit lille rækkehus i Hammel.

P4 brager ud af radioen. Midtjyllands Avis ligger klar på spisebordet.

»Jeg skruer lige lidt ned,« siger han.

»Ja, jeg ser jo aldrig fjernsyn om dagen – så skal det være, fordi der er noget meget specielt sport, jeg er nødt til at se. Ellers bliver tv’et først tændt klokken 18 om aftenen. Nej, jeg har radioen, og jeg har min avis – så behøver jeg ikke meget mere,« fortsætter han.

Det er også med P4, han starter sine dage, for lidt i syv kommer vejrudsigten, og så planlægger han sin påklædning og cykeltur rundt i Hammel og omegn derefter.

Manden med den grønne cykelhjelm hedder Per Petersen, og han er lige fyldt 81 år.

På dagen for avisens besøg har han cyklet 43 kilometer, viser han på sin cykelcomputer, som i øvrigt samlet set viser 3.676 kilometer i alt, siden den blev nulstillet i slutningen af marts. Dér fik han sin nye cykel. Den gamle var slidt op efter 2,5 år.

Per Petersen fortæller, at hans ture typisk ligger mellem 30 og 45 kilometer – og han er afsted hver dag.

»Her i ferien har jeg dog ikke meget, jeg skal hjem efter, så lige nu ligger det fast et sted mellem 40 og 45 kilometer om dagen,« siger han og fortsætter:

»Jeg har fundet en rute, hvor der næsten ingen bakker er. Der er kun lige Fuglsangvej – du ved, alléen op til Frijsenborg Slot – den er altså lang.«

Godt for hoved og krop

Per Petersen har altid været glad for at cykle. Selv knallerten, som alle raske 16-årige knægte skulle have, blev skiftet ud.

»Den var jo kun sjov, lige indtil det blev efterår og vinter. Så blev det for koldt, for jeg havde ikke tøjet til det. Så byttede jeg knallerten for en B&O-transistorradio, og så har jeg cyklet siden.«

Det var dog først, da han blev pensionist som 62-årig, at de meget lange, daglige ture så småt begyndte, og i dag kan han faktisk slet ikke lade være.

Kan man sige, at du er blevet afhængig af det?

»Argh, det ved jeg ikke, om jeg er – jo, måske lidt alligevel,« siger han.

»Det betyder alt, for så har jeg et formål med dagen. Der sker jo ikke så meget, hvis jeg bare sidder herinde,« tilføjer Per Petersen, der er enkemand.

Det er da ret imponerende, at en 81-årig cykler mellem 30 og 45 kilometer hver dag. Synes du ikke selv det?

»Er det? Jeg synes bare, at det er dejligt. Jeg siger altid, at der kun er én til at holde mig i gang, og det er ham her.«

Per Petersen peger på sig selv og fortsætter:

»Så længe jeg holder mig i gang, så gror tingene ikke fast. Hvis jeg bare sidder dér og ser fjernsyn hver dag, så er det ikke sikkert, jeg selv kunne gå ned i byen, og det ville jeg være ked af – det kan komme tids nok.«

Det er ikke kun kroppen, der har glæde af de mange kilometer på jernhesten. Den friske luft og de daglige oplevelser gør også noget godt for humøret.

»Selvom det er næsten samme tur hver dag, så er der altid noget nyt at se på: markerne, skoven og grøften. Jeg elsker guds grønne natur og alt, hvad den har med sig. Selv om vinteren, hvor man kunne tro, at alt er lige gråt hver dag, så er der altid noget nyt at opleve.«

Når morgenens vejrudsigt er overstået, og påklædningen er tilpasset dagen, tager Per Petersen avisen under armen og afleverer den inde hos naboen.

Så finder han trafikvesten og den grønne cykelhjelm frem fra skabet i entréen og går ud i skuret for at finde cyklen frem.

»Og så kører jeg, men jeg kører ikke ret stærkt.«

Han er hjemme igen omkring klokken 12 og spiser så sin middagsmad.

»Jeg er nødt til at overholde spisetiderne, for jeg har diabetes. Derfor har jeg også altid noget spiseligt med på cykelturen, men så går det også helt fint.«

Pant, skrald og døde dyr

Fastspændt på Kildemoes-cyklens bagagebærer er en grå cykeltaske. I den gemmer Per Petersen alle de pantflasker og -dåser, han møder på sin vej. Han finder dem både smidt i grøften og i skraldespande.

»Det er ikke formålet med mine ture men en sidegevinst,« siger han.

Han vil ikke afsløre, hvor mange penge han finder pant for.

Oplever du nogensinde, at folk kigger skævt til dig, fordi du har hånden nede i skraldespanden?

»De fleste er positivt stemt og synes, at det er godt, jeg samler, så de kan blive genbrugt. Det er meget sjældent, jeg møder negativitet – og skulle det ske, er jeg rigtig ligeglad. Jeg vasker jo mine hænder godt med sæbe, når jeg kommer hjem.«

Per Petersen samler også nogle gange skrald op, »hvis det ser alt for farligt ud,« som han siger.

»Men hvis jeg skulle samle det hele, kom jeg ikke ret langt hver dag – så blev det mere en gåtur.«

Desuden er der en ting, som ligger ham meget på sinde, særligt på turen langs Viborgvej:

»Hvis jeg ser et pindsvin, en hare eller en kat, som er kørt over, så lægger jeg den ud til siden. Jeg kan ikke lide, at bilerne smatter rundt i dem. Jeg synes ikke, at det er respekt over for et dyr, der engang har været levende.«

Møder du manden med den grønne cykelhjelm på din vej, så ved du altså nu, at han hedder Per, og han vil så gerne have, at du sender ham et smil.