Forsøgte at redde kvinde ud af brændende hus, men fik ingen krisehjælp
Vicky Sørensen har været voldsomt påvirket, siden hun forsøgte at redde en ældre kvinde, hvis bolig var i brand. Hun kritiserer den manglende henvisning til krisehjælp.
Fredag skete en voldsom hændelse, som stadig hjemsøger Vicky Sørensen.
En ældrebolig nær hendes egen bopæl i Solbjerg brød i brand, og den 98-årige, kvindelige beboer overlevede ikke.
Vicky Sørensen var med til at forsøge at hjælpe kvinden ud.
Hun er utilfreds med, at der ikke var nogen, der henviste hende til krisehjælp efter episoden.
Fredag stod Vicky Sørensen i sin stue, da hun pludselig kunne lugte røg.
»Jeg gik ud i mit køkken og kunne se en kæmpe røgsky,« siger Vicky Sørensen til TV2 Østjylland.
Uden at tænke yderligere over det skyndte hun sig til det brændende hus sammen med nogle naboer.
»Vi var nogle stykker, der bor bagved, som fik sparket døren ind og smadret nogle ruder,« siger hun.
Der var allerede blevet ringet 112, og Vicky Sørensen og hendes naboer forsøgte at få den 98-årige ud, inden brandvæsenet, politiet og ambulancen nåede frem.
Da de kom ind ad døren, blev de mødt af høje flammer og røgskyer, som forhindrede dem i at komme ind til kvinden.
»Vi kunne høre hende råbe efter hjælp. Hvad der føles som et år, var måske et par minutter, før brandvæsnet kom,« siger Vicky Sørensen.
Da kvinden blev båret ud, var Vicky Sørensen stadig til stede ved huset. Det var et syn, der har printet sig på nethinden, fortæller hun.
Da politiet kom og skulle tage vidneforklaringer, havde hun svært ved at få et ord over sine læber.
»Jeg var i totalt chok. Det var så traumatisk,« lyder det fra Vicky Sørensen.
I dag er hun uforstående over for, at politiet ikke henviste hende til psykologisk krisehjælp, da betjentene talte med hende efter hændelsen.
»Jeg ville gerne have, at der var kommet nogen, der havde sagt, at jeg kunne få noget hjælp og få bearbejdet mine traumer.«
I et skriftligt svar til TV2 Østjylland forklarer Flemming Nørgaard, der er vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi, at de gerne vil hjælpe de vidner, der er på stedet, når de rykker ud til en alvorlig hændelse.
»Derfor forsøger vores betjente i det omfang, det er muligt, at henvise vidner til Offerrådgivningen. Der kan dog være tilfælde, hvor det ikke sker, fordi betjentene har rigtig mange ting, de skal håndtere på et ulykkessted eller gerningssted,« skriver Flemming Nørgaard.
Lørdag døde den ældre kvinde af sine kvæstelser, og siden hændelsen har Vicky Sørensen været meget påvirket, fortæller hun.
»Jeg har haft det ad helvede til. Jeg ser hende for mig, da brandvæsnet trækker hende ud. Det er det værste syn, jeg nogensinde har oplevet. Bare vi snakker om det, kan jeg mærke, hvordan hele min krop dirrer,« siger hun med en let rystende stemme.
Hun har svært ved at sove om natten, og når hun endelig falder i søvn, vågner hun ofte op skrigende fra et mareridt, forklarer hun.
»Min kæreste siger, at jeg er nødt til at lægge det på hylden, men det kan jeg ikke.«
Det er almindeligt at opleve reaktioner som søvnløshed og mareridt efter en voldsom oplevelse. Sådan lyder det fra Ask Elklit, der er professor i klinisk psykologi på SDU.
I mange tilfælde vil symptomerne fortage sig efter en uges tid, men hvis de bliver ved, har man ifølge Ask Elklit brug for psykologhjælp.
»Det kommer tit af billeder, lyde og lugte, som lagrer sig i kroppen. Det kan være noget, der minder en om det, der er sket, som for eksempel sirenelyde,« siger han.
Det er dog forskelligt, hvorvidt man har brug for at tale med professionelle eller ej, tilføjer han.
»Nogen kan gøre det med venner og familie. Men for mange er de pårørende også påvirket af det, der kunne være gået galt.
Vicky Sørensen har siden episoden talt med sine naboer om det, de oplevede. Men hun mener ikke, at det har hjulpet hende tilstrækkeligt.
»Det er ikke det samme som professionel hjælp. Vi kan snakke om hændelsesforløbet, men kan ikke hjælpe hinanden med at bearbejde traumerne.«
Ask Elklit mener, at politi, ambulancefolk og brandvæsenet bør have mulighed for at henvise til en krisepsykolog.
»De møder folk i nogle voldsomme situationer, så det kan de godt vurdere,« siger han.
Han mener ikke, at det er tilstrækkeligt med en henvisning til Offerrådgivningen, men at det i stedet skal være en psykolog, der er specialiseret i krisehåndtering, som skal tage hånd om de påvirkede.
»Min vurdering er, at det betyder meget, at hjælpen kommer hurtigt, så personen kan blive taget lidt i hånden,« lyder det fra Ask Elklit.
Vicky Sørensen siger, at hun vil opsøge sin læge og få en henvisning til en psykolog. Men det har været noget, hun har taget tilløb til.
»Jeg synes ikke, det kan passe, at man selv skal kontakte dem for at få hjælp. Mange har ikke overskud i sådan en situation, og det har jeg egentlig heller ikke, men jeg er jo nødt til det.«