Sølund Musik-Festival rækker ud til Grønland med nyt kulturprojekt
Sølund Musik-Festival har taget initiativ til projektet INUK25, der bygger bro mellem Grønland og Danmark og sætter fokus på retten til at være en del af kulturlivet - også som udøver - selvom man har et udviklingshandicap.
»Musik og kultur er for alle – også for mennesker med et udviklingshandicap.«
Det har i 40 år været mottoet bag Sølund Musik-Festival. Nu rækker festivalen armen ud til Grønland med det tværkulturelle projekt INUK25, som skal forene kunstnerisk kvalitet, menneskeligt nærvær og langsigtet kulturudvikling på tværs af rigsfællesskabet.
INUK25 er et håbefuldt bud på, hvordan vi kan arbejde med kulturel ligestilling i rigsfællesskabet. Samtidig vil vi også gerne vise, at Sølund Musik-Festival er en bevægelse for forandring og ikke bare en festivalSarah Theibel, festivalleder, Sølund Musik-Festival
»Vi er Sølund Musik-Festival, der har udviklet konceptet og rakt ud til de grønlandske aktører. Vores håb er, at vi med INUK25 på tværs af kulturer kan styrke forståelsen for, at mennesker med udviklingshandicap har en naturlig og nødvendig plads i kulturlivet ikke kun som deltagere, men også sin skabere. INUK25 er et håbefuldt bud på, hvordan vi kan arbejde med kulturel ligestilling i rigsfællesskabet. Samtidig vil vi også gerne vise, at Sølund Musik-Festival er en bevægelse for forandring og ikke bare en festival,« forklarer festivalleder Sarah Theibel om tankerne bag INUK25.
Sammen med bandet The Mumes, der består af musikere med udviklingshandicap, rejser hun 22. september til Grønland.
Her vil de sammen med den grønlandske organisation Tilioq, der arbejder for at fremme rettigheder, vilkår og muligheder for mennesker med handicap i Grønland og Socialpædagogisk Skole i Ilulissat samt grønlandske kunstnere og lokale borgere spiller koncerter og holde workshops og undervisningsforløb – alt sammen for at sætte fokus på retten til kultur og deltagelse for alle mennesker.
Fokus på ligeværd
»Vi har længe haft et ønske om at lade festivalens værdier række ud over festivalpladsen, og Grønland var et naturligt sted at række ud til. Idéen til INUK25 opstod helt tilbage i 2022. Vi har taget et langt tilløb, fordi det har været vigtigt for os at finde de rigtige partnere i projektet. I 2023 havde vi de første dialoger med Tilioq og sidenhen Socialpædagogisk Skole i Ilulissat, som begge tog enormt positivt imod idéen,« fortæller Sarah Theibel.
»Hele vejen har fokus været på ligeværd og gensidighed i samarbejdet, og projektet formes nu i tæt samskabelse med vores danske og grønlandske partnere,« understreger hun.
Turen til Grønland varer en uge med en række aktiviteter i både Sisimiut og Ilulissat. Forventningen er, at der vil deltage mellem 300 og 400 mennesker, herunder også fagpersoner og pædagogstuderende. Men projektet strækker sig over hele 2025 med planlægning, forankring og efterfølgende formidling frem til årets udgang.
»Vi har planer om en kulturdag i Det Grønlandske Hus i Aalborg til vinter. Vi har en stor forventning om, at INUK25 blot er startskuddet, og at vi til Sølund Musik-Festival i 2026 vil have grønlandske studerende med som en del af vores samskabelsesprojekt.«
INUK25 er ifølge Sarah Theibel ikke en »mini-festival« i Grønland, men snarere en international forgrening af Sølund Musik-Festivals værdier og tilgang.
»INUK25 handler ikke om at eksportere et koncept, men om at møde andre kulturer i øjenhøjde og skabe noget sammen. Musikken er vores fælles sprog,« understreger hun.
»Fedt med nye udfordringer«
The Mumes lagde under Sølund Musik-Festival i juni publikum for sine fødder, da de sammen med Peter A. G. gav et brag af en koncert på Store Scene. Nu er bandet klar til at være fyrtårn og rollemodeller for handicapkultur på tværs af rigsfællesskabet.
»Det bliver rigtig spændende at komme til Grønland,« understreger Jon Brændsgaard Toft, der siden 2018 har været sanger og trommeslager i The Mumes.
»Jeg har spillet i udlandet før. Med The Mumes har jeg spillet i Tyskland, Sverige og Norge, og som solist var jeg i Californien i september sidste år, hvor jeg fik lov at spille i en times tid i en pladebutik. Det var ret fedt. Inden jeg kom med i The Mumes havde bandet været det meste af verden rundt, blandt andet Japan, Rusland, Australien, Holland, Færøerne og Frankrig, så vidt jeg har hørt, og sikkert også mange flere steder. Men endnu ikke Grønland, så det tror jeg bliver en spændende ny oplevelse,« fortæller han.
»Vi kender endnu ikke detaljerne for, præcis hvad der skal ske, men der har været snak om at spille sammen med en eller flere grønlandske kunstnere i samme stil, som vi har gjort herhjemme med Chief 1 og senest Peter A.G., og det er jo altid fedt med nye udfordringer af den kaliber. Mit personlige kendskab til grønlandsk musik er nærmest ikke-eksisterende, så det bliver også godt at få udvidet horisonten den vej,« fortæller Jon Brændsgaard Toft.
»Vi ved, at vi skal besøge forskellige små byer, og hvis vi skal demonstrere, hvad vi kan herhjemmefra, så er vi allerede godt forberedte efter en travl sommersæson. Uanset hvad, er jeg ikke i tvivl om, at det bliver superspændende, og vi glæder os alle sammen helt vildt.«