Krolfspillere i Senior 60+: »Vi kan slet ikke få nok«
Nogle af krolfspillerne i TRIF Senior 60+ spiller krolf hele tre gange om ugen, og nogle tager endda også til Feldballe og spiller.
Det er sammenhold og fællesskab, spilleglæde og snak, konkurrencer og hygge. De cirka 90 medlemmer af TRIF Senior 60+ er i gang hver uge hele året.
De fleste spiller krolf, 6-12 personer går den lange tur på 8-10 kilometer, 15-20 går fem-syv kilometer, og så er der tre-seks motionister, der går en tur på 3-3,5 kilometer. Det er hver mandag og torsdag formiddag. Nogle af de mest ihærdige krolfspillere træner også onsdag aften. Men det er ikke nok for alle:
»De fleste af vores spillere spiller også i Tirstrup. Vi kan ikke få nok af krolf«, smiler Vagn F. Nielsen.
Ældste medlem er 89 år
Der har været et stabilt antal på cirka 90 medlemmer i de seneste ti år, hvor frafald og tilgang udligner hinanden. Yngste medlem lige nu er 67 år, og den ældste er 89 år. Alle mødes på Seniorlunden ved Rønde Skole inden, de går i gang, og bagefter der der fælles hygge i klubhuset.
»Det er guld værd. Vi spiller, snakker, læsser af, får impulser, griner og hygger. Man snakker så godt, mens man går og spiller,« siger Søster Ibsen, der sammen med sin nu afdøde mand var med til at starte TRIF Senior 60+. Hun har nu været formand i 15 år.
»Vi har et dejligt fællesskab med vores klubvenner, som vi siger, og der er opstået både venskaber og kæresteskaber i tidens løb. Der skal meget til for ikke at møde op.«
Søster Ibsen har siden starten været en af ildsjælene. Hun har nu været formand i 15 år, og tager sig af de administrative opgaver som ansøgninger, månedsbrev etc. Desuden har hun i alle årene brygget 50 kopper kaffe og bagt kager hver mandag og torsdag. Efter at hun i vinters fik nyt knæ er nogle af de andre opgaver, hun også stod for, blevet uddelegeret til andre medlemmer.
Mødes med andre klubber
Ud over de faste mødedage i TRIF Senior 60+ mødes man hyppigt med spillere fra andre klubber.
»For at vi ikke skal gå og kede os, deltager vi også i 26 stævner i Østjylland hvert år. I går var vi ti spillere i Ølholm ved Vejle,« siger Vagn F. NIelsen med et glimt i øjet.
Om efteråret mødes vinderne af første, anden og tredjepladser ved årets stævner til Supertræf ved Rude Strand Højskole, både herrer og damer fra klubberne i Østjylland. Det kommer nemt op på 85-90 personer. Rønde-krolferne ligger lunt i svinget, når det kommer til placeringer, både første-, anden og tredjepladser i tidens løb.
11. juli fandt det årlige TRIF Krolf Træf i Rønde sted med 120 spillere fra 12-14 klubber i Østjylland. Her besatte damer fra TRIF Senior 60+ både første- og tredjepladsen hos damerne, og det samme gjorde herrerne fra Rønde.
TRIF Senior 60+ krolf har ligeledes haft hold, der har kvalificeret sig til DM. Det er sket to gange, og en af gangene kom holdet hjem som Danmarksmestre.
»Man kan godt sige, at Rønde er en af de førende klubber. Vi har da vundet mange førstepræmier ved Rude Strand,« konstaterer Vagn F. Nielsen..
Startede på en plovmark
TRIF Senior 60+ startede i 2011, og i 2012 var der indvielse af området. Det blev stillet til rådighed af Syddjurs Kommune, og var dengang nærmest en plovmark.
Løbende fik medlemmerne planeret, tilsået og indrettet det, så det i dag står som en plæne med det fineste græs samt træer og buske. De har også selv bygget klubhuset samt indkøbt maskiner til vedligeholdelse af banen. Pengene skaffes ved at hjælpe ved forskellige arrangementer i byen, især i Rønde Handel.
Krolf kører som nævnt året rundt. Det har kun været aflyst en enkelt gang, nemlig under snestormen 14. januar 2024. Ellers rydder medlemmerne selv banerne for sne, men denne dag var der alligevel for høje snedriver.
Vagn F. Nielsen er med på baneholdet, som vedligeholder banen. Ved andre praktiske opgaver bliver der ligeledes lavet hold, som så sørger for andre ting, for eksempel når der skal males.
Kloakering på en del af banen
Til efteråret og nogle måneder frem bliver det noget anderledes at spille krolf. Syddjurs Kommune og AquaDjurs er i færd med at lægge rør ned til separation af spildevand. Med start efter sommerferien vil der blive gravet op i to sider af banen. Arbejdet vil foregå hen over efteråret, hvorefter banen skal reetableres.
Det giver nogle udfordringer, men Søster Ibsen håber det bedste. Baneholdet har i hvert fald gjort deres, idet de har lavet nogle alternative krolf-huller.
»Vi er spændte på, hvordan det bliver. Ærgerligt er det dog, at nogle af træerne, der står i vejen, rummer en helt speciel historie, og det er ikke alle, vi kan redde.«